Englands GP: 1. frie træning: Ricciardo hurtigst

Den første frie træning op til det engelske Grand Prix blev en særdeles våd affære. Toro Rossos Daniel Ricciardo blev hurtigste mand.

Daniel Ricciardo . Copyright Getty Images/Toro Rosso

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 28/6 2013 klokken 13:06

Det var en særdeles regnfuld og våd Silverstone-bane, som tog imod kørerne til dagens første træningssession. Med stående vandpytter overalt på banen indbød forholdene ikke ligefrem til de store satsninger, og en række kørere, her iblandt de 3 førende i mesterskabet, Sebastian Vettel, Fernando Alonso og Kimi Räikkönen, valgte da også en forsigtig strategi. Racerne blev luftet for en kort bemærkning, men ingen af de 3 blev noteret for en tid.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Faktisk blev kun 11 kørere noteret for en officiel tid i denne 1. frie træning, og det blev med Toros Rossos australier, Daniel Ricciardo, som hurtigste mand, da han præsterede en tid på 1.54.249. Den 23-årige australier var også sessionens flittigste kører med 10 omgange.

Daniel Ricciardo. Copyright Getty Images/Toro Rosso

På de næste pladser finder vi Nico Hülkenberg, Pastor Maldonado og Lewis Hamilton.

Nico Hulkenberg. Copyright Sauber Motorsport

Mon ikke alle aktører krydser fingre for bedre forhold i dagens 2. session? Vi kan i hvert fald ikke udlede meget om det aktuelle styrkeforhold fra denne 1. session.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Derfor får holdene ikke flere penge Hold øje med: Temperaturens betydning for dækkene »