Derfor får holdene ikke flere penge

Der bruges mange penge i Formel 1. 99% af os vil sige alt for mange, men alligevel. De mindste hold kæmper for overlevelse, men de får ikke flere penge af den grund. Årsagen hedder Bernie Ecclestone, og eksemplet er ren Bernie.

Bernie Ecclestone og Fernando Alonso . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 27/6 2013 klokken 21:06

Bernie Ecclestone er nok en af de få personer, der kan vride guld ud af en sten, og han er god til det. Mængden af penge som kommer ind er slet ikke til at forestille os, og Helle Thorning ville få en stående orgasme, hvis hun som statsminister kunne præstere tilsvarende, forholdene taget i betragtning.

Marussias ejer Graeme Lowdon har beklaget sig over den urimelige fordeling af penge, hvor hans lille hold på den sidste plads i mesterskabet overses. Til avisen ’The Guardian’ udtalte han:

”Vi har en passende obskøn mængde penge at køre race med, men slet ikke på de andre holds niveau.”

”Hvis vi havde et par tiendedele mere i bilen, så kunne vi besvære nogle af de store navne foran os, der har været i sporten i lang tid.”

Marussia kunne få meget ud af lidt flere penge.
Copyright Marussia F1


Men der er en grund til, at Marussia og de andre hold for den sags skyld ikke får flere penge. Det er LOGIK, Bernie Ecclestones logik.

”Jeg kunne give alle holdene $20 mio mere, men efter en måned, så er der intet tilbage.”

Med den logik er der sådan set ingen grund til at give nogle hold penge, for de bruger dem jo bare.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Det spidser til for Alonso Englands GP: 1. frie træning: Ricciardo hurtigst »