Der er mange rygter i gang i øjeblikket. Et af de mere realistiske er et comeback til Vitaly Petrov i Formel 1. Ifølge tyske ’Auto Motor und Sport’ så er den 29-årige russer klar med et stort kapitalbeløb til det sæde, som alle forventer bliver ledigt, når Nico Hulkenberg skifter til Lotus.
Petrov skulle efter sigende have 30 mio. euro i ryggen fra en eller flere russiske sponsorer. Der gættes på Gazprom, som tidligere har sponsoreret i Formel 1.
Sauber afviser heller ikke dette rygte, og selv om vi alle har læst, at Sergey Sirotkin skulle gøres klar til en F1-debut, så har Sauber rent faktisk ikke bekræftet Sirotkin som løbskører. Muligvis fordi de russiske forhandlinger stadig ikke er afsluttet.
Monisha Kaltenborn. Copyright Sauber Motorsport
Sauber teamchef Monisha Kaltenborn bekræfter kontakten til Sergey Sirotkin men ikke hans position.
”Vores mål er at forberede Sergey til Formel 1, men vi har noget fleksibilitet i vores aktiviteter omkring ham.”
Der spekuleres derfor i, at Sergey Sirotkin bliver fredagskører i 2014 med henblik på et fast sæde i 2015, mens Vitaly Petrov bliver løbskører til næste år.