Kevins McLaren præsenteret

McLaren har præsenteret deres nye Formel 1 racer, der vil være Kevin Magnussens kommende arbejdsplads, for offentligheden. En bil der forventes at udvikle sig meget i løbet af sæsonen.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 24/1 2014 klokken 14:01

McLaren har præsenteret deres MP4-29 racer, der skal stå for at få holdet tilbage til fronten af Formel 1 feltet i år, med Kevin Magnussen og Jenson Button som de to kørere.

McLaren MP4-29

Med de mange nye regelændringer har alle hold stået overfor store udfordringer, hvilket ifølge McLaren også betyder, at de er meget velvidende om, at den bil vi ser i dag, næppe vil have meget til fælles med den bil, de kører i til sommer.

”Vi har svaret igen på den skuffende 2013 sæson, med en helt ny MP4-29 racer, der er fornuftigt udregnet i forhold til de nye regler,” kom det frem under præsentationen.

”Det vi ser i dag, er et frosset billede af bilens design. Der vil komme mange ændringer, da vi forventer, at bilen vil gennemgå flere ændringer i løbet af sæsonen, end nogen anden McLaren-racer nogensinde har gjort.”

”Vores 2014 racer er bygget med såvel stabilitet som performance som mål. Noget der i år er en ekstra stor udfordring, med de mange nye tiltag.”

”2014 vil også markere slutningen på vores lange samarbejde med Mercedes, inden vi byder Honda indenfor i 2015.”

McLaren MP4-29

Kørerne
Jenson Button vil køre sin 5. sæson for McLaren, mens Kevin Magnussen vil køre sin første sæson.
Kevin kommer til McLaren og Formel 1 efter en meget overbevisende indsats i Renault World Series 3.5. Der er meget store forventninger til ham fra holdet, især efter at han har været så stærk en nøgleperson i forbindelse med udviklingen af den nye racer, hvor han har brugt flere hundrede timer i simulator og med udviklingsarbejde.

”Kevin er top motiveret, utrolig fokuseret og meget villig til at lære,” udtalte McLarens sportsdirektør Sam Michael under mødet. ”Alle hos McLaren er ikke kun overbevist om, at Kevin er hurtig, men at han har evnen og viljen til at få sine evner til at køre stærkt til at virke i en helt ny bil.”

”Han er kun 21 år, men der er ingen tvivl, om at han er klar til Formel 1 og klar til at indgå i den stærke indlæringskurve, som ligger foran ham.”

”2014 sæsonen skal være sæsonen, hvor vi vil tilbage i front af Formel 1 feltet, men det er svært at forudse udfaldet lige nu, da der er så mange nye tiltag, der kan sende os i alle retninger,” kom det yderligere fra Michael.

”Det næste stykke tid skal vi fokusere på at have en rolig og produktiv vinter, så vi kan tage af sted ud til de første løb med ro i sindet og føle os komfortable med vores nye pakke.”

”Der er dog ingen, der forventer, at de næste par måneder vil blive lette, men vores mål er at gøre fremskridt hele tiden,” sluttede Sam Michael.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Svingdøren kører hos Lotus Ny Ferrari hedder F14 T »