Adrian Newey bekymret for sikkerheden

Red Bulls designer, Adrian Newey, udtrykker bekymring omkring kørernes sikkerhed grundet de nye regulativer.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 29/1 2014 klokken 16:01

Der har i forbindelse med præsentationerne af bilerne henover de seneste dage ikke været tvivl om, at de nye regulativer har sat sit præg. Særligt omkring bilens næse er teamsene kommet med mange forskellige varianter.

Netop regelændringerne omkring næsens højde er anledning til bekymring hos Adrian Newey, som mener at kørernes hoved vil være mere udsatte ved flere typer af ulykker.

"Regulativerne blev introduceret efter grundige undersøgelser af FIA, og den lavere højde blev tilføjet for at reducere eventuelle ulykker, hvor bilen kan lette fra jorden (Mark Webbers sammenstød med Heikki Kovalainen i Valencia red.). Personligt tror jeg, at det vil have den modsatte effekt. Bilen vil opføre sig som en ubåd," udtaler han til planetf1.com.

"Hvis du rammer en forankørende bil lige på, vil du bevæge dig ned under den, og du vil ende med den forankørendes bagende oppe i hovedet, hvilket er et langt værre scenarie. For mig skaber det mere fare end sikkerhed."

Neweys bekymringer går ikke kun på næsen, også det nye ERS-system får et par ord med på vejen, da man fra FIAs side har valgt at placere batteriet under brændstoftanken.

"Det blev gjort ud fra sikkerhedshensyn, men jeg forstår ikke, hvorfor det er smartere at putte batteriet under brændstoftanken end bagved motoren, men sådan er det."

"Disse batterier kan løbe løbsk rent termisk, hvilket betyder, at hvis de bliver udsat for en voldsom ulykke, så er det umuligt at forudsige, hvad der kan ske og yderst vanskeligt at kontrollere en efterfølgende brand."

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Opmuntring til Kevin forud for test Jerez test dag 2 - En ren skandaledag »