Bernie: de dropper sigtelserne

Formel 1 bossen holder hovedet højt (så højt, som han nu kan) og er overbevist om, at anklagerne mod ham droppes.

Bernie Ecclestone . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 9/2 2014 klokken 12:02

Man kan beskylde Bernie Ecclestone for mangt og meget, men selvtillid mangler han i hvert fald ikke. For på trods af de hårde anklager om bestikkelse, tror den 83-årige brite på, at sagen mod ham droppes.

I korte træk går sigtelserne ud på, at Bernie Ecclestone skulle have bestukket den tidligere tyske bankmand Gerhard Gribkowsky i forbindelse med salget af de kommercielle rettigheder til Formel 1. Derfor står Formel 1 bossen nu overfor en retssag i Tyskland og muligvis en tur bag tremmer.

I januar måned kunne man her på siden læse, at Bernie Ecclestone havde forladt posten som bestyrelsesformand for Topco. Det gjorde han efter sigende som følge af sigtelserne mod ham.

Alligevel er Bernie Ecclestone overbevist om, at sigtelserne når at blive droppet inden den 24. april, hvor retssagen er sat til at finde sted. "Jeg vil vædde med, at det ikke kommer til at ske," var hans svar, da BBC Sport spurgte ind til den (muligvis) forestående retssag.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Stopper rygter om Schumachers ”død” Horner: Ingen alvorlige problemer »