Ingen 107% i Melbourne

Charlie Whiting har meldt ud, at den magiske grænse i kvalifikationen ikke vil blive indført til løbet i Australien. Dertil er bilerne for usikre.

FIA Formel 1-flag . Copyright Michael Ewert

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 13/3 2014 klokken 17:03

Under testene i Bahrain faldt flere kørere udenfor 107% grænsen, der i korte træk betyder, at en kører ikke tillades at starte i løbet, hvis vedkommende ikke formår at sætte en omgangstid, der er indenfor 107% af den hurtigste omgangstid i den pågældende kvalifikationsrunde.

Men den regel ser altså nu ud til ikke at komme i spil.

"Jeg tror, at 107% reglen blev indført for at sikre, at teams der ikke kunne producere en bil, der var hurtig nok i forhold til de gældende rammer, ikke fik mulighed for at deltage i løbet," udtaler Whiting til autosport.com.

"Hvad vi har derude er 11 teams, som vi ved er i stand til det, så jeg er sikker på, at løbets stewards vil være mere overbærende med den pågældende regel. Der er en mekanisme i reglen, der tillader den at blive ændret under specielle omstændigheder."

Der er i løbet af ugen blevet fremsat flere dommedagsprofetier i forbindelse med det første løb, hvor der er en udbredt frygt for, at alle biler udgår, inden den fulde distance er afviklet. Et scenarie, som Charlie Whiting har svært ved at forestille sig.

"Jeg tror, de her dommedagsscenarier er meget usandsynlige. Det er Formel 1, og vi ved, hvad de er i stand til. Men skulle det komme det til den situation, vil vi simpelthen bare stoppe løbet - det er jo ikke sjovt, vel?."

Skulle overstående situation blive en realitet, så løbet stoppes, vil resultatet af løbet blive slået fast på baggrund af den aktuelle stilling på den omgang, hvor løbet stoppes.

Husk at du kan følge Kevin Magnussens debut på banen allerede fra fredag nat kl. 02:30, hvor den første træning afvikles.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Stille FP3 McLaren med speciel bemaling i Melbourne »