Horner frygter, at sensorer vil afgøre løb

Red Bulls Christian Horner frygter, at FIA's nye brændstofmåleenhed kan blive en decideret afgørende faktor i kampen om sejren.

Daniel Ricciardo . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 27/3 2014 klokken 20:03

Det er første gang i F1 historien, at en regel som brændstofreglen, der lyder på en tilførsel på 100 kg/timen, er blevet introduceret.

Sensorerne til at måle denne tilførsel er bygget og leveret af FIA og har allerede fået en yderst kontroversiel rolle efter åbningsløbet i Australien.
Her blev Red Bull frataget deres andenplads, tilkæmpet af hjemmebanehelten Daniel Ricciardo, på baggrund af netop FIA's målere, som konkluderede, at Red Bull havde overskredet grænsen. Det er Red Bull lodret uenig i, og teamchefen frygter, at enhederne kan blive dét, der afgør løbene.

"Vi bliver nødt til at finde en bedre måde. Vi skal finde en bedre måde, når margenen er så fin, og bilernes ydeevne er så imponerende," udtaler Horner til 'Autosport'.

"Kalibreringen af sensoren kan ende med at afgøre din konkurrencedygtighed, og det er fuldstændigt forkert. F1 koster millioner af pund, så vi bliver nødt til at have bedre måleenheder, end hvad vi har nu."

Red Bull appellerede som bekendt dommen, og Christian Horner er fuldstændig sikker på, at afgørelsen på sagen falder ud til deres fordel.

"Vi er 100% sikre på, at vi ikke har overskredet reglen omkring de 100 kg/timen, og det vil være op til retten at afgøre. Vores argument er meget simpelt; vi har ikke brudt reglen, og sensoren fra FIA er, som vi kan fremvise i retten, fejlagtig."

Afgørelsen på Red Bulls appelsag ventes at blive den 15. april.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Villeneuve: Fernando og Kimi i intern kamp Marussia tror på holdbarheden »