Lotus frygter at miste Grosjean

Lotus teamet er kommet skidt fra start i denne sæson. Nu frygter teamejer Gerard Lopez, at han ikke vil kunne holde på Romain Grosjean, hvis ikke teamet begynder at levere varen.

Romain Grosjean . Copyright Lotus F1

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 20/5 2014 klokken 21:05

Ovenpå en rigtig skidt, hvis ikke ligefrem katastrofal, sæsonstart for Lotus teamet, har de sidste 2 løb budt på lovende takter. Det ambitiøse team er dog stadig ikke der, hvor man ønsker at være ovenpå den flotte sæson sidste år, og det skal der laves om på. Teamejer Gerard Lopez udtrykker i et interview med ’Autosport’ bekymring for, at de manglende resultater vil gøre det svært at holde på teamets bedste kører, franskmanden Romain Grosjean.

Gerard Lopez og Romain Grosjean. Copyright

Lopez frygter ganske enkelt, at den ambitiøse franskmand vil lade sig friste af et tilbud fra et mere konkurrencedygtigt team, hvis ikke Lotus opper sig og leverer en bedre bil til ham.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lotus vil kæmpe for at holde på Grosjean, siger Lopez: ”Måske. Vi har ikke det samme budget at arbejde med som mange af de andre teams, så der er en grænse for, hvor langt vi kan gå. Men Romain er rigtig glad for at være hos os, han er en del af vores familie, og jeg tror ikke, at han har planer om at skulle andre steder hen.”

Romain Grosjean. Copyright Lotus F1

Også sidste år var der spekulationer om, at Grosjean ville fortsætte karrieren et andet sted, men hvor franskmanden i 2013 ofte havde reelle chancer for at hente sejre og podieplaceringer, er han i år anderledes ilde stedt.

”Hans præstationer i sidste sæson fik et par teams til at banke på døren for at høre, hvad hans planer var, og nu er situationen den samme i år. Jeg siger ikke, at Romain er på vej væk. Det, jeg siger, er at vi her har at gøre med en kører, som tidligere var udsat for kritik, og nu siger alle pludselig, at han mere eller mindre ville kunne gøre sig i ethvert team,” slutter Lopez, som således sender lidt kritik i retning af Grosjeans kritikere fra sidste år.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Venezuela trækker oliemillionerne Monaco bliver hård »