Canadas GP: Kvalifikationen: Rosberg på pole

Nico Rosberg trak sig sejrrigt ud af en spændende kvalifikation, som giver løfter om et nervepirrende løb i morgen. Vi er klar til næste kapitel i kampen mellem Rosberg og Hamilton.

Nico Rosberg . Copyright Daimler Benz

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 7/6 2014 klokken 18:06

Solen skinner over Montreal, og lufttemperaturen er 25 grader. Asfalten er 46 grader, og alt er klar til en spændende kvalifikation. Mon Mercedes løber med det hele igen?

Gutierrez var i nærkontakt med betonmuren i den 3. frie træning, og han kommer ikke til start i kvalifikationen. Skaderne på Sauber raceren var åbenbart for omfattende.


Q1
Tiden er startet, og vi får 2 racere på banen med det samme. Det er Ericsson i Caterham og Bottas i Williams. Den første tid kommer fra Bottas, som runder Circuit de Gilles Villeneuve i 1:18.270.

Bottas underbydes straks af Massa i den anden Williams, og samtidig får vi Kevin Magnussen på banen.

Kevin er på P4 efter sin første omgang, men han bliver hurtigt overgået af en håndfuld kørere.

6 minutter inde i Q1 har vi Rosberg på P1, og samtidig forbedrer Kevin sig til P4. Magnussen er 9 tiendedele langsommere end Rosberg. P2 og P3 tilhører de 2 Williams racere.

Hamilton tager P1 fra Rosberg i første forsøg, mens både Ferrari og Red Bull lader vente på sig i toppen af tabellen.

Med 8 minutter tilbage sætter Ricciardo sig på P6, mens Hamilton forbedrer sin egen tid med 6 tiendedele. Hamilton kører nu på 1:15.750.

Vettel tager P7, og det betyder, at Kevin nu er nede på P9, mens Button er på P5.

Alonso og Räikkönen har ikke gjort meget væsen af sig indtil nu, og med 5 minutter igen er de 2 Ferrari kørere placeret på hhv. P10 og P12.

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

Vi er nede på 4 minutter tilbage, og nu er supersoft dækkene for alvor kommet frem. Perez presser for hårdt på, før der for alvor er kommet varme i dækkene, og han spinder rundt. Ingen skade på bilen, og Perez kører videre.

Nu rasler tiderne ned, og både Kimi, Ricciardo og Massa forbedrer sig. Kevin kører det hurtigste, han har gjort hele weekenden, og han er nu på P2.

Kevin Magnussen. Copyright McLaren Media

Maldonado parkerer sin Lotus med en teknisk defekt. Han er ude af denne kvalifikation.

Med 16 sekunder igen kommer det røde flag ud. Marcus Ericsson taber bagenden på sin Caterham i udgangen af sving 10, og det koster et baghjulsophæng, da han rammer barrieren.

Vi foregriber begivenhedernes gang, og selvom Q1 ikke officielt er forbi, tør vi godt bringe resultatet. Flot og opløftende indsats af Kevin.

Lewis Hamilton. Copyright Mercedes AMG

Facit efter Q1:
Top 5 er Hamilton, Magnussen, Rosberg, Button og Massa.
Ude er Maldonado, Chilton, Bianchi, Kobayashi, Ericsson og Gutierrez.


Q2
Vi har fået uret i gang, og igen er der biler på banen med det samme. Williams og Force India er de første.

Den første tid kommer fra Sutil, men han bliver straks overgået af både Hülkenberg og Bottas. Massa byder ind med en tid på 1:15.773 og tager dermed P1, men det er stadig tidligt i sessionen.

Alonso og Kimi krydser stregen lige efter hinanden, og de sætter sig på P3 og P4.

9 minutter igen, og både Mercedes, Red Bull og McLaren afventer.

Så er Mercedes ude, og i første omgang matcher de ikke Massas tid. Rosberg tager P2, mens Hamilton tager P3. Bag dem er det Bottas, Alonso og Ricciardo.

Nu er også Button ude, og han tager P7 på sin første omgang. Her komemr Kevin over stregen, og det bliver til P9. Kevin var ellers hurtigst af alle i den første sektor, men han satte desværre noget tid til på resten af omgangen.

Tiderne ligger meget tæt, og de 14 hurtigste kørere er dækket af 1 sekund. Med 4 minutter igen er det Vergne, Vettel, Grosjean, Kvyat, Perez og Sutil, der står til at ryge ud.

Nu kun 3 minutter igen, og der er lagt i ovnen til et shootout. Stort set alle er i pit efter friske dæk.

Nu går det løs, og kun Alonso afventer. Bottas tager P2, og Kimi skubber Kevin ned på P10. Vettel sætter sig på P5, og dermed er Kevin udenfor top 10. Kevin er på vej rundt, men hvor langt rækker det?

Hamilton og Rosberg sætter sig på P1 og P2, og her kommer Kevin.... Det rækker ikke. Kevin må nøjes med P12, mens Button er videre til Q3.

Tiden er gået, og top 5 i Q2 hedder Hamilton, Rosberg, Massa, Bottas og Ricciardo. Ude er Hülkenberg, Magnussen, Perez, Grosjean, Kvyat og Sutil.

Valtteri Bottas. Copyright Williams F1

Romain Grosjean. Copyright Lotus F1


Q3
Uret er sat i gang, men i modsætning til i Q1 og Q2 er der ingen trafik på banen fra starten. Alle afventer.

Vi er 2 minutter inde i Q3, og første mand på banen er Bottas i Williams. Tiden ender på 1:15.550, og i mellemtiden har vi fået stort set alle andre på banen.
Rosberg tager P1, og han er første mand under 1:15. Hamilton snupper P2, og Massa sætter sig på P4.

Med 5 minutter igen tager Ricciardo P5, mens Vettel er på P6. Eneste mand uden en tid er Kimi Räikkönen. Finnen kommer ud, netop som alle andre pitter efter nye dæk. Giver det bonus at satse på den anderledes strategi?

Nej, Kimi kan ikke gøre det bedre end P8. Samtidig begynder de sidste forsøg fra de øvrige kørere at tikke ind, og Vettel tager P3, mens Alonso ikke forbedrer sig. Hamilton tager P2, Massa P5 og Ricciardo P6. Button ender på P9, mens Kimi bliver skubbet ned på P10.

Nico Rosberg. Copyright Mercedes AMG

Kvalifikationen er overstået, og top 10 på gridden ser således ud:
1: Nico Rosberg, Mercedes
2: Lewis Hamilton, Mercedes
3: Sebastian Vettel, Red Bull
4: Valterri Bottas, Williams
5: Felipe Massa, Williams
6: Daniel Ricciardo, Red Bull
7: Fernando Alonso, Ferrari
8: Jean-Eric Vergne, Toro Rosso
9: Jenson Button, McLaren
10: Kimi Räikkönen, Ferrari

Sebastian Vettel. Copyright Pirelli

Tiderne i denne kvalifikation var generelt utrolig tætte, og med enkelte undtagelser bliver placeringerne afgjort af meget små marginaler. Kevin Magnussen var blot en enkelt tiendedel fra at nå med i Q3, og bortset fra Rosberg og Hamilton på de forreste pladser er alle kørere i Q3 dækket af 7 tiendedele af et sekund.

Det ser ud til at blive ekstremt tæt mellem Williams, Red Bull og Ferrari. McLaren ser desværre ud til at være en smule bagefter, men det er ikke meget.

Alt tyder således på, at vi kan få et spændende og dramatisk løb i morgen. Selvom vi gerne havde set Kevin starte lidt længere fremme på gridden, udelukker en startplacering som nr. 12 bestemt ikke, at han kan slutte i pointene.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Canadas GP: 3. frie træning: Hamilton hurtigst Roskilde lægger asfalt til IRF »