Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 30/6 2014 klokken 14:06
I et interview med Sky Sport udtaler Ron Dennis, at han er godt tilfreds med Kevin Magnussens præstationer for McLaren i år, men at Jenson Button ikke gør det godt nok.
”Jenson bør sætte dagsordenen på holdet og køre fra Kevin hver gang, men sådan er det ikke, og der er kun 14 point mellem de to,” kom det fra Dennis.
”Jeg er tilfreds med kørerne i den forstand, at jeg tror på, at de gør deres bedste, men jeg er sikker på, at Jenson har fået noget at et wake-up call af Kevin,” kom det tørt fra Dennis, der ikke lægger skjul på, at han er imponeret af den danske nybegynder.
”På den anden side, kan man sige; kom nu Jenson, du er verdensmester, og du bør absolut kunne klare at køre fra din holdkammerat mere konstant.”
”Jeg ønsker, at han skal prøve hårdere, det gør jeg! Han er en højt betalt Grand Prix kører.”
”Jeg er udmærket klar over, at vi ikke har givet dem den bedste bil, og at det vil være en udfordring for ham at vinde i den, men han skal gøre sit, og Kevin skal hjælpe med at gøre det så svært for ham som muligt.”
McLaren har ikke sat navne på deres kørere efter denne sæson, selvom de fleste forventer, at Kevin Magnussen er sikret mindst et år mere, men Dennis vil ikke hjælpe med til spekulationer omkring en eventuel afløser for Button.
”Vi ønsker altid at have de bedste kørere på vores hold, men vi skal også være realistiske og se, hvem det er muligt at få,” kom det fra ham.
”Hvis Lewis kunne køre for os til næste år, eller en af de andre top kørere, vil vi elske at have dem ombord. Men jeg mener ikke, at nogen af vores nuværende kørere skal føle sig truet, blot opmuntret. Alt vi ønsker er at vinde,” sluttede Ron Dennis, der med denne kommentar puster lidt til rygtet om, at Hamilton er på vej tilbage til McLaren.