F1 skal socialiseres

Chefen for Mercedes, Toto Wolff, fortæller, at han har haft en længere diskussion med Bernie Ecclestone omkring de sociale mediers indflydelse i bestræbelserne på at forøge interessen for Formel 1.

Piero Ferrri og Bernie Ecclestone . Copyright Ferrari Media

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 3/7 2014 klokken 11:07

Den 83-årige Bernie Ecclestone er ikke en mand, der er glad for de sociale medier, eftersom de ikke giver nogen form for finansielt afkast, som fx. TV rettighederne gør.

Adspurgt i sidste måned om, hvorvidt de sociale medier skulle påskønnes i højere grad, replicerede F1 mogulen, at F1 er en kommerciel branche, og kun hvis der en dag er folk, der er villige til at betale for det, ville han være villig til at gøre det.

Det fik Toto Wolff op på mærkerne, og han gik i et møde tidligere på ugen direkte imod Ecclestone og påpegede behovet for de sociale medier. Et møde, som blev en hel del længere end planlagt.

"Jeg havde en ret lang diskussion med Ecclestone. Vi fik snakket om omstændighederne som er, at vi i Italien har mistet 30% af seerne, vi har mistet en del i Tyskland, mens interessen i England er stigende," udtaler Wolff til 'Autosport'.

"Man undrer sig jo ikke over, hvorfor tallene dykker, når man sælger rettighederne fra de frie TV-stationer til de betalingskrævende stationer. Det er helt normalt."

Toto Wolff påpegede også de fremtidige perspektiver i de sociale medier overfor Ecclestone, der dog, hvilket kan uddrages af Wolffs udtalelser, har sit fokus på de finansielle aspekter af sin forretning.

"Den anden ting jeg nævnte var, at vi har en eksplosiv stigning i online interesser og aktiviteter, men Bernie udtalte, at de ikke betaler, og at halvdelen af vores indtægter kommer fra TV."

"Selvfølgelig virker den sociale model ikke lige nu, da man ikke kan drage finansiel fordel af den, men jeg kan forsikre jer om, at det publikum, som ser mine sponsorers logoer, er voksende, selvom TV tallene er nedadgående. En af giganterne, Twitter, har heller ikke fundet en finansiel fordel endnu, men det er kun et spørgsmål om tid før, de gør det," slutter Toto Wolff.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Caterham F1 Team solgt Pirelli bekymret for nye genstarter »