Vettel er træt

Sebastian Vettel har i år fået kamp til stregen af sin nye teamkammerat Daniel Ricciardo, og tyskeren har ikke lignet en 4-dobbelt verdensmester. Ifølge teamchef Christian Horner er forklaringen mere simpel, end man skulle tro: Vettel er træt.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 13/8 2014 klokken 18:08

Ovenpå 4 sæsoner, hvor Vettel i overlegen stil har taget mesterskaber på stribe, var det svært at forestille sig, at tyskeren ikke også skulle være med helt fremme i år. Sådan er det bare ikke gået. Vettel har kæmpet med at finde farten i den nye racer, og han er ved flere lejligheder blevet sat til vægs af sin nye teamkammerat, australske Daniel Ricciardo. I kvalifikationerne fører Ricciardo med 6-5, mens det i løbssammenhæng hedder 9-2 i australierens favør.

Christian Horner. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Forklaringen skal formentlig findes som en kombination af flere ting, men Red Bulls teamchef Christian Horner siger i et interview med det tyske ’Auto Bild Motorsport, at det primært skyldes, at Vettel simpelthen er mæt og udkørt efter 4 hårde sæsoner.

”Det er en kombination af mange ting, men først og fremmest så tærer det altså en del på dig, når du kæmper med om titlen 4 år i træk,” siger Horner således.

Han afslører også, at Vettel har skullet lægge sin kørestil helt om til denne sæson, hvor de nye racere ganske enkelt stillede helt andre krav til kørerne. ”Den måde, hvorpå Sebastian i de tidligere sæsoner hentede de ekstra tiendedele ud af racerne, var helt unik. Han er utrolig fintfølende overfor bilens opførsel, især under nedbremsninger, og i år har han mistet noget af sin føling med bilen på grund af det obligatoriske brake-by-wire system (hvor en del af bremsekraften overføres elektronisk, red.). Nu kan Seb ikke længere passe så godt på sine dæk, som han tidligere har kunnet.”

Sebastian Vettel udgik i lørdagens træning i Bahrain. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Sidst i interviewet lover Horner dog, at vi ikke skal afskrive Vettel endnu. ”Hans fart i Ungarn viste, at han er ved at finde fornemmelsen for bilen. Vi skal heller ikke glemme, hvor mange tekniske defekter, han har haft – mange af dem har bare været små ting, men de har alle medvirket til at forstyrre hans rytme. Han har derfor haft mindre tid til at tilpasse sin kørestil til bilen,” slutter den 40-årige brite.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kvyat støtter Monza skamfering Ferrari tror på fremgang »