Aerodynamik fremfor motorkraft

Luca Marmorini, tidligere motorchef hos Ferrari, afslører nu, at han tidligere på året fik besked på ikke at udnytte det fulde potentiale, da teamet var overbevist om, at deres aerodynamiske design ville gøre op for den mindre motorenhed.

Alonsos tredjeplads . Copyright Ferrari Media

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 16/8 2014 klokken 10:08

Da Luca Marmorini var ansat hos Ferrari, stod han i spidsen for udviklingen af italienernes motorenhed til 2014 raceren. Han forlod teamet, da hans afdeling blev omstruktureret, efter at Ferrari kun havde sikret sig to podiepladser efter 11 løb.

Undervejs blev han af chefdesigner, Nikolas Tombazis, garanteret, at teamets aerodynamiske udvikling var så god, at det uden problemer ville gøre op for den formindskede motorenhed. Luca Marmorini har dog en anden udlægning af forløbet.

"Kort sagt, så blev det gjort til en gennemgående opfattelse, at alle problemer som F14T har haft, er kommet på baggrund af den formindskede motorenhed", udtalte Marmorini til gpupdate.net.

"Som om, at en virksomhed med Ferraris historie pludselig har glemt, hvordan man laver motorer. Jeg mener, jeg accepterer anklagen, men kom ikke og forsøg at bilde mig ind, at der er mennesker hos teamet, der ikke ved, hvordan man udvikler turbo, hybrider osv."

Marmorini skulle altså angiveligt havde fået direkte besked om at bygge en mindre enhed i forhold til regulativerne, mens Ferraris aerodynamiske designere ville sørge for at udvikle en bil, der designmæssigt ville indhente de tabte hestekræfter. Ifølge Marmorini selv foregik det således.

"De sagde; 'vi ønsker en meget kompakt motorenhed, med små kølere, fordi tabet af kraft vil blive kompenseret af aerodynamiske løsninger, der vil garantere os en fordel i forhold til Mercedes og Renault.' Det har været præcis sådan, bortset fra, at det jo blev bevist af konkurrenterne, at vi manglede de ekstra hestekræfter, og at de ikke blev opvejet af de aerodynamiske løsninger. Sammen med mine folk byggede jeg en mindre motorenhed end regulativerne tillod, fordi vi blev beordret til det af chefdesigner, Nikolas Tombazis."

"Ferrari løber en risiko ved at ødelægge det solide fundament, hvorpå de har bygget de sidste mange års succes. Jeg er ked af det på ingeniørernes vegne, da de er gode mennesker, der stadig arbejder hårdt, men som er blevet demoraliseret."

Luca Marmorini blev efterfølgende tilbudt kontrakt med Renaults motorafdeling, men det afslog italieneren.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Red Bull Martini Det bliver hårdt »