Det bliver hårdt

Marussia har indtil nu haft den bedste sæson i holdets historie. En 9. plads er det, holdet skal forsøge at holde fast i. Der venter en hård resterende del af sæsonen, hvis det skal lykkes for det lille hold.

Jules Bianchi . Copyright Marussia F1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 18/8 2014 klokken 09:08

Jules Bianchis overraskende 9. plads i Monaco sikrede Marussia deres første point, hvilket hverken Sauber eller Caterham har haft held til i år, hvorfor Marussia pt. ligger forrest af de tre.

Men selvom det er tydeligt, at Marussia har lavet en ganske glimrende bil i år, så er der ikke mange der tror, at de kan holde Sauber bag sig.

Sauber er et hold, der konstant viser fremskridt og hele tiden nærmer sig de pointgivende placeringer. Faktisk kan det efterhånden kun tilskrives uheld, at de endnu ikke har fået point.

Caterham har historisk været et bedre hold end Marussia, men de nye regler har sendt de grønmalede racere ned bagest i feltet. Men de er ikke længere så langt efter Marussia, men dog langt fra pointene.

Så målsætningen fra Marussia om at holde fast i deres nuværende 9. plads,virker en anelse ambitiøst, men et Formel 1 hold skal jo være ambitiøse, så det klæder Marussia at komme med denne udmelding her i ugen op til, at sæsonen bliver genoptaget.

”Vi er utrolig stolte over at være der, hvor vi er, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde placeringen, men vi ved også, at det bliver svært og vil kræve hårdt arbejde, hvis vi stadig skal stå noteret som nummer 9 efter løbet i Abu Dhabi,” kom det fra Marussias teamchef Graeme Lowdon.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Aerodynamik fremfor motorkraft Næsen skal gøre forskellen »