Ikke flere uheld, tak!

Lewis Hamilton håber på, at hans held skifter, når feltet i den kommende weekend tager hul på den sidste del af Formel 1 sæsonen, så han igen kan udfordre Nico Rosberg i kampen om verdensmesterskabet 2014.

Lewis Hamilton . Copyright Daimler Benz

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 21/8 2014 klokken 10:08

Der er ikke nogen tvivl om, at det er Lewis Hamilton, der har haft den Mercedes racer med flest problemer, og det kan langt fra tilskrives hans måde at håndtere mekanikken på.

Senest var det en motorbrand, der sendte ham ned bagest i feltet, men softwareproblemer og fejl på bremserne har også været med til at forcere ham til at udgå af løb.

Til trods for, at mange har været ude med konspirationsteorier om, at Hamilton er dårligere stillet end Rosberg, da Mercedes ønsker at få en tysk verdensmester, nu hvor det endelig ser ud til at lykkes for Mercedes GP at have mulighed for at sikre sig den eftertragtede titel, deler Hamilton selv ikke disse beskyldninger.

”Jeg har haft en rigtig god sommerferie, hvor jeg har haft tid til at slappe af og lade op til en forrygende sidste del af sæsonen,” kom det fra Hamilton.

”Jeg glæder mig meget til at køre igen, som jeg forventer de fleste andre også gør!”

”Sidste løb inden sommerferien i Ungarn viste mig, at jeg også kan have heldet med mig, da jeg var meget tæt på at sætte min racer i væggen på første omgang. Så jeg håber, jeg kan tage det gode held med mig videre til den sidste del af sæsonen,” kom det fra en glad Hamilton.

”Vi har så mange positive ting med os fra de første 11 løb, men både holdet og jeg vil have mere, så vi vil presse endnu mere på i den resterende del af sæsonen,” sluttede den genfundne optimist Lewis Hamilton.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin med fokus Belgiens GP: 1. frie træning »