Hold øje med: Restriktionerne på radioen

I løbet af ugen besluttede FIA, at alle radiobeskeder og pit-tavlebeskeder, der er tiltænkt at hjælpe kørerne med at optimere deres præstation skulle forbydes med øjeblikkelig virkning.

Mercedes pitmur . Copyright Daimler Benz

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 19/9 2014 klokken 11:09

De første tanker omkring et totalforbud angående brugen af radio var allerede på tegnebrættet, men efter et møde mellem FIA, Charlie Whiting og samtlige teams, besluttede FIA, at et totalforbud endnu ikke var muligt, blandt andet på baggrund af bekymringer fra teamsene angående tekniske og sikkerhedsmæssige beskeder såsom batteriladning og status på blandt andet bremser.

FIA udsendte fredag morgen, i forbindelse med Singapores GP, en udtalelse til teamsene, der gør det klart, at beskeder angående bilens opførsel og stand stadig er tilladt, da kompleksiteten af dette års biler er høj og derfor kunne have uforudsete konsekvenser for kørerne, hvis sådanne beskeder blev forbudt.

Et totalforbud bliver altså ikke en realitet i 2014, men derimod i 2015. FIA har udtalt, at et totalforbud af radiobeskeder forbeholdt bilens opførsel først vil blive implementeret til næste sæson, da det derved vil give teamsene mulighed for at forberede sig optimalt.

FIA har efterfølgende opgjort en specificeret liste, der fremhæver hvilke radiobeskeder, som vil blive forbudt og indberettet til løbets stewards, hvis de brydes.

- Den optimale linje rundt på banen
- Kontakt med kerbs
- Opsætning for specifikke sving på banen
- Sammenlignelige eller absolute sektortider for en anden kører
- Hastighed i sving sammenlignet med en anden kører
- Valg af gear sammenlignet med en anden kører
- Overordnet valg af gear
- Optimale bremsepunkter
- Indbremsninger sammenlignet med en anden kører
- Overordnet brug af bremser
- Bilens stabilitet under nedbremsninger
- Brugen af speeder sammenlignet med en anden kører
- Overordnet brug af speeder
- Brugen af DRS sammenlignet med en anden kører
- Hvilken som helst brug af ’overtake button’
- Overordnet kørerteknik

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« De er som fjender Singapores GP: Kvalifikationen LIVE »