Hockenheim vinder

Kigger man på den officielle Formel 1-kalender, står der stadig TBA ud for det tyske Grand Prix. Det bliver dog Hockenheim, der skal køres på, og sådan bliver det også i fremtiden. Det skriver tyske ’Bild’. Nürburgring har fået hammeren.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/1 2015 klokken 09:01

Det bliver Hockenheim, der får lov at lægge asfalt til Tysklands GP i år, og sådan bliver det også i fremtiden. Bernie Ecclestone er blevet træt af Nürburgrings ejere og har nu afsluttet forbindelsen.

Hockenheim. Copyright Marussia F1

Capricorn Nürburgring GmbG bekræfter overfor ’Bild’:

”Der er ingen kontrakt. Hvad Bernie Ecclestone har snakket med Hockenheim om, kan vi ikke kommentere på.”

Bernie Ecclestone udtaler:

”Vi har en kontrakt med Hockenheim. Nu må vi tilpasse årene. Indtil nu har kontrakten skiftet med Nürburgring, det skal vi nu have ændret.”