- Forside
Legender: Phil Hill
Verdensmester 1961. Han kørte konstant med frygten som passager, han betvivlede sine egne evner i en sådan grad at han kun fremhævede materiellet. Alligevel blev Phil Hill den første amerikaner som vandt et verdensmesterskab
Af: (@bmf1.dk) d. 24/12 2006 klokken 00:12
legendernes tid
Phil Hill
Verdensmester 1961
Han blev den første amerikanske og er stadig den eneste amerikanskfødte Formel 1 verdensmester. Og selvom Phil Hill var en umådelig talentfuld racerkører, havde han karrieren igennem et ambivalent forhold til sporten. Han elskede den for de tekniske bedrifter, for farten, men hadede også sporten netop på grund af faren forbundet med den. Hill var en super intelligent kører, der ikke lagde skjul på, at han var et følsomt menneske. Han var åben og ligefrem, og hans personlige dæmoner gjorde hans proffesionelle karriere til en bittersød oplevelse. Han kørte med frygten som passager, og kæmpede konstant en indre kamp, for at finde glæden ved at køre væddeløb. Alligevel blev motorsporten en måde han kunne udtrykke sig på, og gjorde det muligt for ham at opleve steder han ikke havde drømt om.
Phil Hill, Ferrari Dino 246, Monte Carlo 1959
Den 20. april 1927 blev Phil Toll Hill, jr. født ind i en ganske prominent og velrespekteret familie i Santa Monica, Californien. Hans barndom var egentlig ikke noget specielt, dog havde han ikke et særlig tæt forhold til sine forældre. Dette gjorde, at Phil blev et indadvendt og genert barn, med få venner. Han var notorisk dårlig til al slags sport i skolen, han frygtede nederlag og latterliggørelse, og havde store problemer med at "slå til". Han fandt trøst i musikken, som blev en slags udvej for den indadvendte dreng, og han blev hurtigt en dygtig pianist.
Senere fandt han interesse for biler, og da han blev 12 år, købte hans tante en modelbil af en Ford T til ham. Han brugte mange timer på at skille og samle modellen ad for at forstå hvordan en bil virkede, og tantens chauffør lærte den unge Phil at køre. Han fangede hurtigt det med at køre og hans sans for det samt interessen for biler, øgede hans selvværd, selvom han stadig følte sig socialt kørt ud på et sidespor.
Phil startede med at læse forretnings administration på universitet i California, men efter to år blev det for ensformigt. I stedet ville han smøge ærmerne op og få olie under neglene, så han blev mekaniker lærling hos en amatørracer i Los Angeles. I 1947 købte Phil sin første racerbil. Det var en 2-sædet MG-TC, som han selv klargjorde og satte i stand til at køre i. Han fortsatte sit arbejde som lærling i Los Angeles og kørte væddeløb i weekenden, balndt andet de meget populære bjerg-løb i og omkring LA.
Phil Hill, Ferrari Dino 246, Portugal 1960
I 1951 døde begge Phil´s forældre og de efterlod en pæn lille formue. Han brugte nogle af pengene og købte en 2,6 liters Ferrari, som han deltog i løb med. Med større og større succes. Han vandt ofte og selvom dette normalt er tegn på talent hos andre kørere, mente Hill at hans talent var begrænset og den succes der var, kun tilfaldt bilen. Han bekymrede sig så meget over farerne ved motorsporten, og på sien egne evner, at han udviklede et blødende mavesår, der betød at han måtte holde pause i næsten ti måneder. For at dulme smerterne og blive ved med at køre, tog han store doser smertestillende medicin. Han fortsatte op gennem 50´erne med at køre og blev den mest succesrige sportsvognskører i USA.
Enzo Ferrai havde naturligvis for længst fået øjnene op for den amerikanske kører, og inviterede ham med til Le Mans i 1955. Et løb der på mange måder kom til at definere hans karriere. Det var løbet på Le Mans i 1955, hvor 80 mennesker døde i motorsportens værste ulykke. For den sensitive Hill var det lige før han droppede sin karriere. Han vandt dog Le Mans tre gange, men selvom han var hurtig på banen, var det ikke nemt for ham at komme ind i Formel 1. Hill var også den første til at vinde det prestigefulde 12-timers løb på Sebring 3 gange. Enzo Ferrari mente, at hans temperament ikke passede til enkelt-sædede vogne. I 1958, hvor både Luigi Musso og Peter Collins mistede livet, blev Hill alligevel "forfremmet" til Formel1 og hjalp Mike Hawthorn med at vinde mesterskabet . To år senere vandt Hill sit første løb, det italienske på Monza.
Som Formel 1 kører parkerede Hill sit mindreværdskompleks og sin usikkerhed i pitten, men hans tendens til at virke inadvendt fortsatte med at ride ham som en mare. Han fik afløb for en masse ting når han kørte, måske så han en anden udgave af ham selv bag rattet. En der var udadvendt og selvsikker, en der ikke var bange for noget. "Racing bringer det værste frem i mig. Uden det ved jeg ikke hvilken person jeg ville have været. Men jeg er ikke sikker på at jeg kan lide den person jeg er nu. Racing gør mig selvisk, irritabel og defensiv. Hvis jeg kunne droppe sporten med mit ego i behold, ville jeg gøre det øjeblikkeligt", har han engang udtalt.
1961 Ferrari 156-sharknose-kørt af Phil Hill og Wolfgang von Trips. En af de smukkeste F1 biler. Alle blev ødelagt efter ordre fra Enzo Ferrari
Han bekymrede sig altid, også om han ville overleve et løb. Op til løb, kunne man se Hill traske nervøst frem og tilbage i pitten, kæderygende, hele tiden pudsende sine briller og talende med sig selv."Jeg blev hypersensitiv overfor faren, og var ikke sikker på om jeg ville slå mig selv ihjel". Så snart starten gik, slappede han af og begyndte at finde det kølige overblik. han var en forsigtig, men hurtig kører og han passede altid på sine biler. Han fik et ry for at være bedst under de sværeste forhold, blandt andet på de notorisk svære baner såsom Spa og Nürburgring, og var også en dygtig renvejrskører. "Jeg har altid følt mig sikker i regnen, selv som lille dreng stirrende ud af vinduet".
På trods af hans store succes og det at han talte åbent om sine usikkerhed, var han en ensom mand da han kørte i Europa. Han foretrak at bo på et hotel tæt ved Ferrari fabrikken, hvor han ofte spillede plader med Beethoven og Vivaldi. Han lærte sig flydende italiensk og blev en stor operafan, som han ofte så i La Scala i Milano. Han sørgede for at bevare sin fysik ved at cykle og klatre og han tog ofte på ekspeditioner langt væk hjemmefra, til antikke monumenter eller ruiner af gamle slotte. Når han ikke kørte vædeløb, tog han tilbage til Californien, hvor han istandsatte veteranbiler og antikke pianoer. Alt dette for at distrahere ham så meget som muligt fra farerne ved motorsporten. Men det hjalp ikke. Som han selv sagde engang: "Stresset ved ikke at lave noget var værre end at køre. Jeg var klar til at køre igen".
Det var i 1961 det hele faldt på plads. Ferrari havde udviklet en ny bil, Ferrari 156, også kaldet ´Sharknose´ på grund af de karakteristiske luftindtag foran. Det var en 1,5 liters V6´er og Ferrari´erne var uovervindelige. Til slut på sæsonen havde mesterskabet udviklet sig til en indædt kamp mellem de to team kolleger, Hill og aristokraten grev Wolfgang von Tripps. Afgørelsen skulle findes på Monza og detblev et skæbnesvangert løb. På anden omgang rørte von Tripps ene hjul Jim Clarks Lotus, og kørte direkte ind i publikum, hvor både von tripps og fjorten mennesker blev dræbt. Hill vandt løbet og mesterskabet med et sølle point, men sejren var bestemt ikke sød for Phil Hill, som var kistebærer ved von Tripps begravelse. "Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så sørgeligt som dette", udtalte han.
Phil Hill, Ferrari 156, Zandvoort 1962
Herefter begyndte Hills´ karriere langsomt at gå ned ad bakke. Han tog endnu en sæson for Ferrari i 1962, derefter ATs, så Cooper før han trak sig tilbage fra Formel 1 og enkeltsædede biler. Han fortsatte med at køre væddeløb for en stund, hvorefter flyttede tilbage til Californien hvor hans hobby med restauration af biler blev til en lukrativ forretning. I 1971 giftede han sig med sin kæreste gennem mange år, Alma, og opbyggede stille og roligt et normalt familieliv. Og den første amerikanske verdensmester fortød ingenting.
Phil Hill, Cooper T66, Holland 1964
"Når jeg ser tilbage, var det det hele værd", sagde Phil Hill. "Jeg havde et meget spændende liv og lærte utrolig meget om mig selv og andre som jeg måske ikke ville have lært. Racing tvang mig til at se realiteterne i øjnene. Mange mennesker bruger hele deres liv på ikke at komme nogen vegne".
Phill Hill lever stadig i Santa Monica og i august dette år, blev en ny motorsportspark åbnet, "The Phill Hill Motor Sports Complex", beliggende i Georgia.
Phil Hill
Verdensmester 1961
Han blev den første amerikanske og er stadig den eneste amerikanskfødte Formel 1 verdensmester. Og selvom Phil Hill var en umådelig talentfuld racerkører, havde han karrieren igennem et ambivalent forhold til sporten. Han elskede den for de tekniske bedrifter, for farten, men hadede også sporten netop på grund af faren forbundet med den. Hill var en super intelligent kører, der ikke lagde skjul på, at han var et følsomt menneske. Han var åben og ligefrem, og hans personlige dæmoner gjorde hans proffesionelle karriere til en bittersød oplevelse. Han kørte med frygten som passager, og kæmpede konstant en indre kamp, for at finde glæden ved at køre væddeløb. Alligevel blev motorsporten en måde han kunne udtrykke sig på, og gjorde det muligt for ham at opleve steder han ikke havde drømt om.
Den 20. april 1927 blev Phil Toll Hill, jr. født ind i en ganske prominent og velrespekteret familie i Santa Monica, Californien. Hans barndom var egentlig ikke noget specielt, dog havde han ikke et særlig tæt forhold til sine forældre. Dette gjorde, at Phil blev et indadvendt og genert barn, med få venner. Han var notorisk dårlig til al slags sport i skolen, han frygtede nederlag og latterliggørelse, og havde store problemer med at "slå til". Han fandt trøst i musikken, som blev en slags udvej for den indadvendte dreng, og han blev hurtigt en dygtig pianist.
Senere fandt han interesse for biler, og da han blev 12 år, købte hans tante en modelbil af en Ford T til ham. Han brugte mange timer på at skille og samle modellen ad for at forstå hvordan en bil virkede, og tantens chauffør lærte den unge Phil at køre. Han fangede hurtigt det med at køre og hans sans for det samt interessen for biler, øgede hans selvværd, selvom han stadig følte sig socialt kørt ud på et sidespor.
Phil startede med at læse forretnings administration på universitet i California, men efter to år blev det for ensformigt. I stedet ville han smøge ærmerne op og få olie under neglene, så han blev mekaniker lærling hos en amatørracer i Los Angeles. I 1947 købte Phil sin første racerbil. Det var en 2-sædet MG-TC, som han selv klargjorde og satte i stand til at køre i. Han fortsatte sit arbejde som lærling i Los Angeles og kørte væddeløb i weekenden, balndt andet de meget populære bjerg-løb i og omkring LA.
I 1951 døde begge Phil´s forældre og de efterlod en pæn lille formue. Han brugte nogle af pengene og købte en 2,6 liters Ferrari, som han deltog i løb med. Med større og større succes. Han vandt ofte og selvom dette normalt er tegn på talent hos andre kørere, mente Hill at hans talent var begrænset og den succes der var, kun tilfaldt bilen. Han bekymrede sig så meget over farerne ved motorsporten, og på sien egne evner, at han udviklede et blødende mavesår, der betød at han måtte holde pause i næsten ti måneder. For at dulme smerterne og blive ved med at køre, tog han store doser smertestillende medicin. Han fortsatte op gennem 50´erne med at køre og blev den mest succesrige sportsvognskører i USA.
Enzo Ferrai havde naturligvis for længst fået øjnene op for den amerikanske kører, og inviterede ham med til Le Mans i 1955. Et løb der på mange måder kom til at definere hans karriere. Det var løbet på Le Mans i 1955, hvor 80 mennesker døde i motorsportens værste ulykke. For den sensitive Hill var det lige før han droppede sin karriere. Han vandt dog Le Mans tre gange, men selvom han var hurtig på banen, var det ikke nemt for ham at komme ind i Formel 1. Hill var også den første til at vinde det prestigefulde 12-timers løb på Sebring 3 gange. Enzo Ferrari mente, at hans temperament ikke passede til enkelt-sædede vogne. I 1958, hvor både Luigi Musso og Peter Collins mistede livet, blev Hill alligevel "forfremmet" til Formel1 og hjalp Mike Hawthorn med at vinde mesterskabet . To år senere vandt Hill sit første løb, det italienske på Monza.
Som Formel 1 kører parkerede Hill sit mindreværdskompleks og sin usikkerhed i pitten, men hans tendens til at virke inadvendt fortsatte med at ride ham som en mare. Han fik afløb for en masse ting når han kørte, måske så han en anden udgave af ham selv bag rattet. En der var udadvendt og selvsikker, en der ikke var bange for noget. "Racing bringer det værste frem i mig. Uden det ved jeg ikke hvilken person jeg ville have været. Men jeg er ikke sikker på at jeg kan lide den person jeg er nu. Racing gør mig selvisk, irritabel og defensiv. Hvis jeg kunne droppe sporten med mit ego i behold, ville jeg gøre det øjeblikkeligt", har han engang udtalt.
Han bekymrede sig altid, også om han ville overleve et løb. Op til løb, kunne man se Hill traske nervøst frem og tilbage i pitten, kæderygende, hele tiden pudsende sine briller og talende med sig selv."Jeg blev hypersensitiv overfor faren, og var ikke sikker på om jeg ville slå mig selv ihjel". Så snart starten gik, slappede han af og begyndte at finde det kølige overblik. han var en forsigtig, men hurtig kører og han passede altid på sine biler. Han fik et ry for at være bedst under de sværeste forhold, blandt andet på de notorisk svære baner såsom Spa og Nürburgring, og var også en dygtig renvejrskører. "Jeg har altid følt mig sikker i regnen, selv som lille dreng stirrende ud af vinduet".
På trods af hans store succes og det at han talte åbent om sine usikkerhed, var han en ensom mand da han kørte i Europa. Han foretrak at bo på et hotel tæt ved Ferrari fabrikken, hvor han ofte spillede plader med Beethoven og Vivaldi. Han lærte sig flydende italiensk og blev en stor operafan, som han ofte så i La Scala i Milano. Han sørgede for at bevare sin fysik ved at cykle og klatre og han tog ofte på ekspeditioner langt væk hjemmefra, til antikke monumenter eller ruiner af gamle slotte. Når han ikke kørte vædeløb, tog han tilbage til Californien, hvor han istandsatte veteranbiler og antikke pianoer. Alt dette for at distrahere ham så meget som muligt fra farerne ved motorsporten. Men det hjalp ikke. Som han selv sagde engang: "Stresset ved ikke at lave noget var værre end at køre. Jeg var klar til at køre igen".
Det var i 1961 det hele faldt på plads. Ferrari havde udviklet en ny bil, Ferrari 156, også kaldet ´Sharknose´ på grund af de karakteristiske luftindtag foran. Det var en 1,5 liters V6´er og Ferrari´erne var uovervindelige. Til slut på sæsonen havde mesterskabet udviklet sig til en indædt kamp mellem de to team kolleger, Hill og aristokraten grev Wolfgang von Tripps. Afgørelsen skulle findes på Monza og detblev et skæbnesvangert løb. På anden omgang rørte von Tripps ene hjul Jim Clarks Lotus, og kørte direkte ind i publikum, hvor både von tripps og fjorten mennesker blev dræbt. Hill vandt løbet og mesterskabet med et sølle point, men sejren var bestemt ikke sød for Phil Hill, som var kistebærer ved von Tripps begravelse. "Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så sørgeligt som dette", udtalte han.
Herefter begyndte Hills´ karriere langsomt at gå ned ad bakke. Han tog endnu en sæson for Ferrari i 1962, derefter ATs, så Cooper før han trak sig tilbage fra Formel 1 og enkeltsædede biler. Han fortsatte med at køre væddeløb for en stund, hvorefter flyttede tilbage til Californien hvor hans hobby med restauration af biler blev til en lukrativ forretning. I 1971 giftede han sig med sin kæreste gennem mange år, Alma, og opbyggede stille og roligt et normalt familieliv. Og den første amerikanske verdensmester fortød ingenting.
"Når jeg ser tilbage, var det det hele værd", sagde Phil Hill. "Jeg havde et meget spændende liv og lærte utrolig meget om mig selv og andre som jeg måske ikke ville have lært. Racing tvang mig til at se realiteterne i øjnene. Mange mennesker bruger hele deres liv på ikke at komme nogen vegne".
Phill Hill lever stadig i Santa Monica og i august dette år, blev en ny motorsportspark åbnet, "The Phill Hill Motor Sports Complex", beliggende i Georgia.