• Forside

Legender: Graham Hill

En jernhård vilje, en karakteristisk fanden-i-voldskhed og et publikum der elskede ham. Energiske Graham Hill vidste hvad han ville og kæmpede med næb og kløer for at få det. Men han led af et voldsomt temperament og depressioner. Læs historien her

Af: (@bmf1.dk) d. 3/1 2007 klokken 16:01

Legender: Graham Hill

Verdensmester 1962 og 1968

Graham Hills jern-vilje, hans utrolige målrettethed, store mod og stolthed var de vigtigste redskaber for manden der vandt mesterskabet to gange, men oftest kæmpede mod langt bedre kørere. Dog var de ikke nær så populære som den charmerende brite, med det karakteristiske overskæg. Han var usædvanligt udadvendt, besad en nærmest mytisk tilstedeværelse, elskede offentlighedens søgelys og kunne charmere alle med sine hurtige replikker og høje intelligens. Hill startede i Formel 1, da den store Fangio lige havde indstillet sin karriere, og fortsatte til midt i 70´erne. Han blev en af sportens første superstjerner. Hans fans forblev loyale, selvom han kørte Formel 1 længe efter at han burde være stoppet. Og millioner blev dybt chokeret ved nyheden om hans død, ikke bag rattet i en bil, men i et fly.

Graham Hill, Arthur Owen P261, Spa 1964

Norman Graham Hill blev født i Londons nordlige område den 15. februar 1929. Han sagde altid at han skyldte sin mor for sin vilje og sin far for sin humor. Begge dele var noget der kom til at betyde en masse for den unge dreng der voksede op i London under tyskernes angreb på byen. Han spillede trommer i et drenge-spejder orkester, kom ind på et teknisk college og da han fyldte 16 kom han i lære hos Smith´s instrument fabrik.

For nogle af de hårdt tjente penge købte han en motorcykel og på en særdeles våd og tåget aften, kørte han galt da han ramte bagenden af en bil, brækkede den ene lårbensknogle og fra da af var hans ene ben kortere end det andet, hvilket gav Graham en karakteristisk halten.

Han blev indkaldt til flåden, og han hadede hvert eneste øjeblik. Som en stille protest over at skulle stille i nypresset uniform hele tiden, trimmede han det lille overskæg til perfektion, til stor irritation for sine overordnede. Overskægget var øjensynligt identisk med det en lidet elsket oberst havde på sin overlæbe.

Graham Hill, Arthur Owen P261, Spa 1966

Efter endt tjeneste meldte han sig ind i London Rowing Club og følte sig øjeblikkelig som en fisk i vandet. Klubbens emblem var 8 vertikale striber som repræsenterede årer og de blev senere Grahams helt specielle hjelm-design. Dette design samt det lille smalle overskæg blev hurtigt Hill´s specielle kendetegn.

I 1953 besøgte han Brands Hatch-banen og besluttede sig for at prøve "det der med biler". Han satte sig bag rattet i en F3 bil og var bidt af sporten med det samme. Han løb dog hurtigt ind i problemer: For det første havde han stort set ingen erfaring i hvordan man kørte sådan et køretøj og for det andet havde han stort set ingen penge. Racerløb var, dengang som nu, ikke billigt og medmindre man var en ny Fangio, var det umådeligt svært at komme ind i motorsport.

Han købte en faldefærdig Morris årgang 1934, lærte sig selv at køre bil og fik endda et kørekort til offentlig vej! Han sagde sit job op hos Smith og var på støtten i et stykke tid, indtil han på en eller anden måde fik tiltusket sig et job som mekaniker på en racerskole(!), hvor han hurtigt steg i graderne til instruktør. Han deltog i et par løb og mødte Colin Chapman, som på det tidspunkt var i gang med at udvikle sine Lotus biler. Han tiggede og bad Chapman om et job og fik da også et job som fuldtids ansat i Lotus teamet til en løn af et pund om dagen, samt glæden ved at deltage i forskellige løb.

Graham Hill2

I 1958 syntes Chapman at tiden var inde til at præsentere Lotus bilerne, og Graham Hill blev fordremmet til Formel 1 kører. desværre viste det sig hurtigt, at Lotus bilerne var både langsomme og ualmindelig upålidelige. Da der ikke skete det helt store fremskridt året efter, besluttede den ambitiøse Hill, at skifte til BRM op til 1960 sæsonen. Dette så på papiret ikke ud tilat være den bedste beslutning for Hill´s karriere, for i det årti British Racing Motor Formula One Team eksisterede, startede det langsomt og blev bare værre og værre.

Til gengæld blev Hill i det nedtrykte team. Han arbejdede altid og stort set ene mand fik han arbejdsmoralen op og de begyndte at se resultater. I 1962 vandt han i Holland, Tyskland, Italien og Sydafrika, og dermed vandt han sit første verdensmesterskab, som han så absolut fortjente. Han havde ved hjælp af vilje, hårdt arbejde og ikke mindst charme knoklet for at komme øverst på podiet, og publikum elskede ham.

Graham Hill i Lotus 49C

Den flotte englænder med det smarte overskæg, blinket i øjet og den hurtige replik, voksede med opgaven både på og undefor banen. Medierne elskede ham og skrev om alt der havde med Hill at gøre, uanset set om han vandt et løb eller han var set spise på en restaurant i London. Han blev kendt og elsket for at danse på bordene til fester, drillede og pirrede pigerne ved at lade som om han strippede for dem og en enkelt gang blev han set løbe nøgen rundt om en pool. Han flirtede åbent med alle kvinder, til stor fortrydelse for sin hustru Betty, mor til deres to døtre og en søn, Damon, som en dag også ville blive verdensmester.
Som om det ikke var nok for Graham Hill at køre hurtige biler, begyndte han også at flyve. Han købte sit eget fly og var en spændende, dog enkelte gange farlig pilot, som lavede sit eget selskab med sit ene fly, Hilarious Airways.

Bag det charmerende og glade ydre, gemte der sig et mørkt sind og et voldsomt temperament, der enkelte gange gik ud over tilfældige i enten pitten eller fans omkring ham. Da det begyndte at gå rigtig dårligt for BRM, blev Hill´s mørke perioder også hyppigere. Han vandt dog Indianapolis 500 i 1966, men fandt ud af, at han måtte gå tilbage til udgangspunktet, hvis hans fortsatte eksistens i Formel 1 skulle have nogen berettigelse. I 1967 kom han tilbage til Colin Chapmans åbne arme, som i mellemtiden havde fået opbygget et meget stærkt team. Året efter mistede Lotus køreren Jim Clark livet, og Hill fik til opgave at føre det hårdt ramte team frem mod yderligere sejre. Et team der udover Clark også mistede Mike Spence i Indianapolis. Chapman var ekstatisk, for Hill levede fuldt ud op til opgaven. Hill kæmpede alt han havde lært, vandt i Spanien, Monaco og Mexico og dermed sin anden titel.

Graham Hill i Lotus 49C

1969 var året Hill vandt i Monaco for femte gang og det var rekorden. Graham blev kendt som Mr. Monaco, men derefter skete der noget der ville for evigt kaste en skygge over Hill´s omdømme. I det sidste løb, det amerikanske Grand Prix, skred Hill´s Lotus ud og gik i stå ret udramatisk. Han fik gang i motoren igen ved at skubbe bagpå og sprang tilbage ind i bilen, men spændte ikke sikkerhedsselen. Et af dækkene eksploderede pludseligt og bilen skred endnu engang ud, denne gang ramte bilen en grøft og Hill blev kastet ud af bilen. Han brækkede sit højre knæ og det venstre blev alvorligt skadet. Han fik bilen tilbage på vejen, satte sig ind igen og fuldførte løbet, men var aldrig den samme igen.

En sæson med Rob Walker i en Lotus og to med Brabham, var ikke noget særligt. I 1972 fik Hill dog en fornem oprejsning, da han vandt Le Mans sammen med Henri Pescarolo i en Matra. Dermed blev Hill den eneste der nogensinde havde vundet motorsportens ´Triple`: Le Mans, Indy 500 og Monaco. Hill der startede sin karriere i 1958, burde have stoppet nu, men stoltheden bød ham at fortsætte.

Graham Hill, Lotus 49B, Tyskland 1969

Året efter i 1973 startede Graham Hill sit eget Formel 1 team, men Embassy Hill Formeula One Team var så langsomme at det var næsten pinligt. I flere år kæmpede teamet en mere eller mindre håbløs kamp for at overleve, men i 1975 var det slut. Hill, kongen af Monaco, kunne ikke kvalificere sig til Monacos Grand Prix, og frygten for latterliggørelse gjorde, at han meddelte sin afgang fra motorsportens kongeklasse efter 18 sæsoner. Han fortsatte dog med at styre holdet og opdagede det store talent Tony Brise. Få måneder senere, den 29. november 1975, var Hill, Brise og fire andre team medlemmer på vej tilbage til England efter test på Paul Ricard banen i Frankrig. På grund af tæt tåge nær Elstree landingsplads ikke langt fra London, var udsynet ringe og flyet styrtede mod jorden, hvor det straks brød i brand. Ingen overlevede.

Graham Hill, Syd Afrika 1969