Legender: James Hunt

Som en farvefuld personlighed og ukonventionel karakter, havde han ingen at se op til. Han underholdt sine fans og var i offensiven når det galdt kritiske røster, med sin til tider uhyrlige optrædener.

Efter han trak sig tilbage, fortsatte Hunt med at gøre sig bemærket, dog kun som kommentator af Formel 1 løb, men en meget dygtig og indsigtsfuld en af slagsen.

James Simon Wallis Hunt blev født 29.august 1947, ind i en familie af børshandlere i London. Han var et uregerligt barn. Hyperaktiv, modsætningfuld og konstant imod autoriteter af enhver slags.

Som ung var han en dybt konkurrence-minded menneske, og dette samt hans enorme selvtillid og fokuserede karakter, hjalp ham til at blive en meget dygtig tennis og squash spiller på højt plan.

Derudover nød den høje og flotte unge mand, en særdeles høj anseelse blandt medlemmer af det modsatte køn.

James Hunt, Hesketh Racing 308B, Nürburgring 1975

James startede sin skolegang i folkeskole, først på Westerleigh School i Hastings og senere på Wellington College i Berkshire. Her var det planen at unge James skulle læse til læge, men de planer blev hurtigt forpurret.

På sin 18 års fødselsdag så han sit første løb på Silverstone, og han besluttede sig dér, at han ville blive den bedste i verden.

Hans forældre nægtede at støtte op om sådan et tåbeligt foretagende, og mente at det var en ung mands naïve forsøg at få opmærksomhed på.

Men James var målrettet, så han arbejdede hvor han kunne og sparede sammen til en godt smadret Mini Cooper, som han så brugte to år på at sætte i stand.

James Hunt, Hesketh Racing 308B, Zandvoort 1975

Desværre blev det første løb en skuffelse for James, da hans Mini blev diskvalificeret allerede inden den nåede på banen. For at spare penge og vægt, havde han brugt en gammel havestol som sæde, og den gik ikke.

Mange af hans første løb, endte i alvorlige uheld. Et eksempel var da han i sin Formel Ford forulykkede og kørte af banen ned i en sø. Han ville sandsynligvis være druknet, hvis ikke det havde været for den manglende sikkerhedssele. Selen var lovpligtig, men James havde ikke haft råd til at købe den.

Hunt bevægede sig op i klasserne til Formel 3 og det gik endnu hurtigere og vildere for sig end før. Han var god til at læse løbene og var en dygtig, omend aggresiv kører.

James Hunt, Marlboro Team Texaco M23, Brands Hatch 1976

Ulykkerne blev mere alvorlige og han fik navnet Hunt the Shunt, eller lidt dårligt oversat Ødelæggeren Hunt.

James Hunt var involveret i et uheld på banen i Crystal Palace i 1970. Dave Morgan havde kørt både hans egen og Hunt´s bil af banen og Hunt blev så arrig at han leverede Morgan en lige højre. Desværre så man ikke let på sådanne vredes udbrud og Hunt fik en officiel reprimande.

Efterhånden lærte Hunt at blive på banen længe nok til rent faktisk at vinde, men han overvandt aldrig sin frygt. I garagen i pitten kunne man ofte se en James Hunt, så nervøs, at han havde voldsomme opkastninger og når han sad på gridden, rystede han så meget at bilen vibrerede.

Som kører var det et mix af adrenalin og testosteron, der gjorde ham til en hård nyser. Men hans resultater blev overskygget af hans personlighed og havde det ikke været for Lord Hesketh, havde verden måske aldrig set James Hunt som verdensmester.

James Hunt, Marlboro Team Texaco M23, Brasilien 1976

The Good Lord, var en ung, eccentrisk britisk aristokrat, der havde arvet en formue og som ganske fornuftigt ødslede den på lystbåde, hurtige biler og damer. Han havde overhovedet ikke forstand på motorsport, men det stoppede ikke den unge lord.

Han startede sit eget team, Hesketh Racing Team, og hyrede 'Superstar', som han kaldte Hunt. Teamet havde begrænset succes i Formel 3 og Formel 2, men fik hurtigt et ry for at konsumere samme store mængder champagne som benzin, og de omgav sig med flere smukke kvinder, end de havde mekanikere ansat.

Lord Hesketh og James Hunt morede sig kongeligt, og de besluttede sig for at de ligeså godt kunne fortsætte deres berygtede drengestreger i Formel 1. Det kostede ikke ret meget mere og hvis man morede sig så godt i Formel 2, måtte man nødvendigvis more sig endnu mere i Formel 1.

James Hunt, Marlboro Team Texaco M23, England 1976

Hesketh så også en ekstra chance for at vise sig frem med sine dyrt indkøbte helikoptere, lystbåde og Rolls Royce´s.

En March 731 blev indkøbt til formålet og Harvey Postlethwaithe, den senere så legendariske tekniske chef i adskillige teams, udviklede bilen. Da holdet i 1973 meddelte at de ville deltage, troede alle andre teams, at det var en spøg.

Men hurtigt blev det klart, at Postlethwaite havde fat i noget af det rigtige. Bilen var hurtig og pålidelig og den scorede blandt andet en andenplads i det amerikanske Grand Prix.

Året efter havde teamet sin første kreation af en bil, Hesketh 308. det var ikke lykkedes for Hesketh at skaffe sponsorer - man troede simpelthen stadig at teamet var en joke - så bilen var markant i udseende.

James Hunt, Marlboro Team Texaco M23, Suzuka Japan, 1976. Mesterskabet er i hus

Den var uden mærkater af nogen art, undtagen et klistermærke af en teddy-bjørn. Denne opførsel skjulte faktisk at teamet havde stor succes og Hunt begyndte at trives.

Højdepunktet var en sejr på Silverstone i et løb der ikke indgik i mesterskabet, men som betød alverden for det kuriøse team.

1975 var en sæson præget af først meget flotte resultater, men også total nedtur. Den første Grand Prix sejr kom i Holland på Zandvoort, til alles store overraskelse.

Ikke bare havde Hunt vundet et løb, men han havde slået Niki Lauda´s Ferrari. Hunt sluttede på en imponerende fjerdeplads det år, men desværre var Lord Hesketh´s pengepung løbet tør og uden sponsorer, stod James uden job.

Tiden var ved at rinde ud for Hunt´s chancer for et sæde, da Emerson Fittipaldi pludselig forlod McLaren til fordel for broderens team, Copersugar.

James Hunt, Marlboro Team Texaco M23, Long Beach, 1977

James var den eneste ledige pilot med erfaring og da McLaren ikke rigtig havde andet valg, sad Hunt i den stærkeste bil i feltet. Det var den billigste kontrakt af alle og som sædvanlig krævede Hunt nogle mildt sagt mærkværdige paragraffer i kontrakten.

Blandt andet måtte teamet aldrig nogensinde tvinge ham i et jakkesæt, uanset hvilken sponsor han skulle møde. Gennem hele sin karriere, mødte Hunt præsidenter, kongelige og bestyrelsesformnænd i T-shirts, jeans og på bare fødder.

James var lynhurtig i McLaren raceren. Han blev dog først en regulær vinder, da han lærte at tæmme sin vildskab og sine eksplosive udbrud. Han var dog stadig aggrasiv og havde let ved at overreagere.

Han havde på et tidspunkt overfaldet en kører og en marshal, og ved mere end én begivenhed befabdt han sig midt på banen, med flagrende arme og vildt skrigende af sine modstandere. James tillagde det sin humor og sagde at hans modstandere flyttede sig, "fordi de troede jeg var skingrende gal!"

James Hunt, McLaren M26 foran Mario Andretti i Lotus 78, 1977

Det var 1976 det hele handlede om. Niki Lauda, som var Hunt´s gode ven, førte sikkert mesterskabet indtil sin forfærdelige ulykke på Nürburgring, som næsten kostede ham livet. James vandt det løb og fem mere, hvilket betød at vinderen skulle findes i det sidste løb i sæsonen, Suzuka i Japan.

Lauda var mirakuløst vendt tilbage til racerbanen og til livet, og var kun 3 point foran Hunt. Men allerede inden løbet startede, trak Lauda sig ud. Et tropisk regnvejr var årsagen til Lauda´s beslutning. Han syntes ganske enkelt det var for farligt.

Dermed var vejen åben for Hunt. Han førte det meste af løbet, men fik en uheldig punktering. Derefter et katastrofalt pit-stop og resten af løbet foregik med forvirrende signaler fra pitten. Det lykkedes for Hunt at køre sig op til en tredjeplads, fik fire point og vandt mesterskabet med bare et enkelt point. På vej ud af bilen, sagde Hunt: "Give me a drink, give me a drink!"

James Hunt var et modsætningsfuldt menneske. Han var lunefuld, til tider skræmmende og kunne blive arrig. Et turbulent liv, der blev levet på grænsen, med masser af højoktan spænding, druk og damer.

James Hunt, Walter Wolf Racing WR7, Sao Paolo 1979

Men han var også vennernes ven, en mand man kunne stole på og som altid hjalp en ven i nøden. Han blev venner med Niki Lauda tidligt i karrieren. de to delte en lejlighed i London.

Han blev ligeledes gode venner med Jody Scheckter og overraskende Ronnie Peterson. Peterson var indadvendt og sky, den diametrale modsætning til Hunt. Det var James Hunt der opdagede Gilles Villeneuve, som han mødte efter han blev slået af canadieren i et Formel Atlantic løb i 1976.

Hunt arrangerede Villeneuve´s Formel 1 debut for McLaren i 1977, og Villeneuve stolede på Hunt´s råd og anvisninger Da canadieren døde i 1982, var James Hunt knust.

Hans gode udseende, udadvendte personlighed og ukonventionelle opførsel, gjorde Hunt til en medie-darling. Han besad en mystisk aura, han talte med en dyb, beleven og kultiveret accent og sagde lige hvad der passede ham.

James Hunt, Walter Wolf Racing WR7, Monaco 1979. Hunts sidste løb

Han drak tæt, røg 40 cigaretter om dagen, røg ofte marihuana og havde et kaotisk socialt liv med masser af smukke kvinder. Han giftede sig rent faktisk med en af disse smukke kvinder, Suzy, en model, som senere forlod James til fordel for skuespilleren Richard Burton.

1978 blev en skuffende sæson. Lotus havde udviklet den perfekte 'ground-effect' bil, Lotus 79, og McLaren var sene til at udvile deres. Uden en testkører og fleksibiliteten til at komme videre, styrtdykkede Hunt´s motivation. Værst blev det i det italienske Grand Prix, hvor endnu en dødsulykke lagde en skygge over Formel 1 verdenen.

Starten af løbet var kaotisk. Halvdelen af feltet var stadig i gang med opvarmningsomgangen, da starten gik. I det første sving tørnede en masse biler sammen, blandt andet Ronnie Peterson´s Lotus.

Den ramte barrieren og brød i brand. Hunt stoppede sin bil, løb over til stedet og reddede heroisk sin ven ud af den brændende bil. Desværre døde svenskeren dagen efter af en blodprop.

James tog sin vens død meget hårdt og i årevis gav han Riccardo Patrese skylden for uheldet, men senere video optagelser har vist, at Patrese slet ikke var i nærheden, da ulykken skete.

James Hunt skiftede til Wolf teamet i 1979, men selvom holdet havde sine øjeblikke, ændree det ikke på at Hunt havde mistet motivationen. Hans turbulente livsstil havde ligeledes en faktor. Cirka halvvejs i sæsonen, bsluttede Hunt sig for at det var nok, og han trak sig tilbage fra Formel 1 for altid.

James Hunt tager en slapper

Ikke lang tid efter han trak sig tilbage fra sin aktive karriere, blev han tilbudt et kommentator-job sammen med Murray Walker på BBC. I sit første show, drak han to flasker vin, bare for at få dæmpet nerverne, men han blev hurtigt en højt respekteret kommentator og var dygtig til jobbet.

Han fik hurtigt et nyt publikum, der elskede hans ligefremme facon og hans tørre humor. Han var ligeledes særdeles dygtig til at 'læse' et løb og ramte ofte plet med hensyn til hvem vinderen blev.

På den private front blev tingene også forbedret. Hans andet ægteskab med Sarah endte med skilsmisse, men gav ham to sønner som James elskede overalt på jorden.

Han blev forelsket i Helen, en blændende skøn blondine, halvt så gammel som James. Den 15. juni 1993 friede James til Helen, men bare få timer senere fik han et massivt hjerteanfald og døde i en alder af 45 år.

Blandt de mange der var chokeret over James Hunt´s alt for tidlige død, var hans gamle rival og gode ven Niki Lauda, der sagde: "For mig, var James den mest karismatiske personlighed der nogensinde har eksisteret i Formel 1."

Vil du læse mere om James Hunt? Så klik her