Afstemning om motorer er udsat

Formel 1 foreslår at fastfryse det nuværende motorreglement i en årrække, men nu er afstemningen blevet udsat. Derfor står Red Bull stadigvæk med usikkerhed om næste sæsons powerunit

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 27/1 2021 klokken 12:01

Formel 1 står overfor en skillevej motormæssigt.

Rent udviklingsmæssigt er de nuværende turbohybrid-motorer næsten udviklet til fulde. Derfor trænger holdene til en ny udfordring, der både kan gavne miljøet og give mening økonomisk.

Honda valgte i efteråret at trække sig som motorleverandør inden 2022-sæsonen. Dermed står Red Bull og AlphaTauri potentielt uden motorpartnere, når det nye reglement træder i kraft næste sæson.

Derfor står energidrik-firmaet overfor en svær beslutning. Skal de blive kundeteam, eller købe rettighederne til Hondas-motorprogram. Sidstnævnte er ikke en mulighed, hvis alle holdene må fortsætte med at udvikle på motorerne, da Red Bull ikke har ressourcerne til det.

Derfor ønsker Red Bull, at de nuværende motorer fastfryses, indtil det nye motorreglement træder i kraft i fremtiden.

Planen var, at dette skulle til afstemning i mandags, men nu melder racefans.net, at det ikke skete alligevel. Derfor fortsætter diskussionen et stykke tid endnu.

Problemet er, at holdene har forskellige interesser. Hvis en motorfabrikant er bagud, så er det klart, at det ikke ligefrem vil gavne dem ydelsesmæssigt.

Samtidig giver det heller ikke mening, hvis holdene bruger flere hundrede millioner årligt på en teknologi, der ikke rykker sig, og kun giver en lille håndfuld hk.

Problemet med at indgå en aftale om at fastfryse motorerne er, for nogle hold, at der ikke er sat retning, eller tidspunkt, på sportens næste generation powerunits. Derfor er flere hold ikke glade for at stemme ja til at låse motorernes udvikling, når der ikke er fastsat en slutdato.

Planen er nu, at afstemningen er sat til den 11 februar.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER