Så er det en kendsgerning.
Navn og logo er nu sluppet ud af flasken, og den nye dreng i F1-klassen hedder Audi Revolut F1 Team.
Samtidig afslørede Audi datoen for holdets globale lancering, som bliver i Berlin den 20. januar 2026. Teamnavn og logo forener Audi F1 med den globale fintech- og bankvirksomhed Revolut, som BMF1.dk allerede offentliggjorde i juli tidligere i år.
Audi skriver, at samarbejdet med Revolut skal række ud over traditionelt sponsorat og skabe en stærk alliance, der har til formål at udfordre de vante konventioner og dermed skabe nye former for fanengagement gennem events, adgang til løb og eksklusive app-baserede fordele for Revoluts bankkunder.
Audi Revolut F1 Team
Copyright Audi AG
Partnerskabet omfatter også centrale områder af Audi Revolut F1 Teams drift såsom integration af Revolut Business (bankens erhvervskonto) i teamets finansielle processer samt Revolut Pay i webshoppen.
Eventet d. 20. januar er designet som en immersiv oplevelse og vil fremvise brandets kerneelementer: klarhed, teknisk intelligens og følelser.
Audi R26
Copyright Audi AG
For at sikre, at teamets indtræden rækker ud over pitlane-området, vil den eksklusive lancering blive fulgt af en offentlig lancering den 21. januar, så fans kan blive en del af det historiske øjeblik.
Et centralt element i Berlin-lanceringen er den officielle afsløring af bilens fulde race
livery for 2026.
Audi R26
Copyright Audi AG
Som led i etableringen af Audi Revolut F1 Team vil Sauber Motorsport AG blive omdøbt til Audi Motorsport AG. Teamets teknologicenter i Bicester, Storbritannien, vil ligeledes blive omdøbt til Audi Motorsport Technology Centre UK. Virksomheden hædrer samtidig sin historie ved at bevare navnene Sauber Holding AG og Sauber Technologies AG.
Titelsponsoren Revoluts mål med sponsoratet er at nå mere end 100 millioner kunder og som en del af samarbejdet give Revolut-brugere mulighed for at låse op for eksklusive F1-relaterede fordele.
Der er sæsonstart i Melbourne, Australien, d. 7-8. marts 2026.