Binotto overbelastet – overlever han sæsonen?

Manden med de runde briller, der ligner en 50-årig udgave af Harry Potter, mangler en tryllestav til at forvandle Ferrari til et vinderteam. Problemerne er selvforskyldte, mener bl.a. Gerhard Berger.

Mattia Binotto . Copyright BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 13/7 2020 klokken 12:07

Hvis Ferrari var et fodboldhold, havde man nok fyret træneren for længst.

Gerhard Berger udtalte for nyligt, at Binotto er en flink fyr, men at han er overbebyrdet og overbelastet på grund af sine mange opgaver som både teamchef og teknisk direktør.

Tilbage i Schumachers dage var arbejdsopgaverne fordelt på flere personer: F.eks. stod Jean Todt, Ross Brawn og Rory Byrne for det, som Binotto nu må klare alene.

Grundlæggende mener Gerhard Berger, at arbejdsstrukturerne og opgavefordelingen sejler hos Ferrari: Alle er bange for at miste deres job, så i stedet for at indrømme og lære af fejl, bliver aben skubbet frem og tilbage mellem de forskellige afdelinger og ansatte i teamet.

Og så er vi tilbage til kaotisk italiensk team fra før Schumachers tid, som Binotto skal prøve at holde styr på – både teknisk og som HR-ansvarlig.

Og hvordan klarer han det så? Ikke særlig godt, hvis man spørger de fleste F1-eksperter.

Hvis vi spoler tiden tilbage til sidste sæson, havde Ferrari den stærkeste motor, selv om alle var i tvivl om, hvorvidt den var lovlig.

Nu har Ferrari (og Ferraris kunder) den ringeste motor i feltet: For første gang siden Mexico 2015 var der ingen Ferrari-drevet bil (Ferrari, Alfa Romeo, Haas), der høstede point ved Steiermarks grandprix.

Selv uden crash og kollisioner ville det have været svært at tage point fra McLaren, Racing Point og måske endda Renault.

Så for at opsummere situationen, så har Binotto:
- udviklet en kraftig men ulovlig motor sidste år og udviklet en lovlig men svag motor til i år
- ikke styr på sine to kørere Vettel og Leclerc
- bygget en bil med dårlig aerodynamik
- for mange kasketter på internt teamet og ønsker ikke at uddelegere sine opgaver
- dårlige kommunikationsevner til at meddele forskellige teambeslutninger. Tænk blot på Vettels kontra efter den angivelige fælles afgørelse om at afslutte samarbejdet fra næste sæson.

Ferrari ligger i øjeblikket nr. 5 i teamstillingen. Og det er fortjent.

Så spørgsmålet er, om Ferraris CEO Louis Camilleri er ved at få nok og kræver gennemgribende ændringer i strukturen hos Ferrari.

Ferrari præsentation af SF1000 som er Ferraris 2020 racer. Louis C. Camilleri er CEO for FerrariFerrari præsentation af SF1000 som er Ferraris 2020 racer. Louis C. Camilleri er CEO for Ferrari
Copyright Ferrari


Det betyder ikke nødvendigvis, at Binotto bliver fyret med det samme, men han kan blive tvunget til at afgive flere af sine opgaver, så han kun har ét job at koncentrere sig om.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Er Albon for langsom til Red Bull? Medie: Bottas bliver hos Mercedes »