Bottas satser på Audi

Valtteri Bottas har en lang karriere i Formel 1, med store højde- og lavpunkter. Nu åbner finnen op for fremtiden i motorsportens kongeklasse.

En afslappet Valtteri Bottas . Copyright Alfa Romeo Racing Orlen

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 7/1 2024 klokken 11:01

Valtteri Bottas har været ude på lidt af en rutsjebanetur i sin Formel 1-karriere. Først med Williams fra 2013-sæsonen, hvor han fik en imponerende fjerdeplads i kørermesterskabet i 2014-sæsonen.

Siden blev et skifte til Ferrari blokeret af Williams-ledelsen, der dog slap finnen til Mercedes i 2017 et par sæsoner senere.

Her spillede han andenviolin i Mercedes-orkestret, og det virker til, at finnen først finder sig rigtig tilpas nu i sin nuværende rolle hos Stake F1-Team, hvor han har været siden 2022-sæsonen.

Teamet har benyttet sig af kontraktens option for 2024-sæsonen - men næste år er der ikke blæk på papiret for Valtteri Bottas.

Audi skal ind i Formel 1 fra 2026-sæsonen, og det er noget, der lokker Bottas.
Ifølge Motorsport.com så har Bottas et stort ønske om at blive hos Sauber (Stake), når den nuværende kontrakt udløber efter 2024-sæsonen. Finnen vil også gerne være en del af Audi-projektet, når de træder ind i Formel 1, da han tror på projektet.

Hvis tyskerne vælger at gå en anden vej kørermæssigt, så kaster Bottas ikke håndklædet i ringen. Han vil gerne fortsætte i Formel 1 lige meget hvad. Og der er ikke nogen tvivl om, at han er en attraktiv herre, der tager meget erfaring med i bagagen fra sin tid i toppen af sporten hos Williams og Mercedes.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Reglerne for sprintweekenderne skal ændres RB20 bliver markant bedre end RB19 »