Formel 1-kørere som Paul Belmondo, Pedro Diniz, Ricardo Rosset og Alex Yoong har aldrig været kendt for deres store racingtalent inden for Formel 1 – snarere for de utrolige summer, de brugte på at få lov til at køre med i Formel 1.
"Det er altid en fordel at have penge i Formel 1", udtaler RTL-kommentatoren og tidligere F1-kører Christian Danner i en artikel på RTL. Det gælder først og fremmest for betalende kørere, som f.eks. Latifi, som i år debuterer for det hårdt trængte Williams-team. Hans far er multimilliardær.
Et andet eksempel er Lance Stroll, der også har en meget rig far. Stroll er nu landet hos Racing Point, der næste år skifter navn til Aston Martin, og som ejes af Lance Strolls far Lawrence.
Christian Danner mener dog ikke, at coronakrisen eller budgetloftet kommer til at betyde flere betalende kører i Formel 1: ”Situationen angående klassiske såkaldte paydrivers kommer ikke til at ændre sig pga. corona. Jeg går ud fra, at kørermarkedet helt automatisk regulerer sig selv. De kørere, som forlader F1, bliver erstattet af nye kørere med talent.“
Problemet er også selve begrebet „paydriver“ eller betalende kører, for en kører, der betaler for sit sæde, er ikke nødvendigvis talantløs. Niki Lauda, Michael Schumacher og Fernando Alonso betalte i starten af deres karriere også mange penge for at få foden indenfor i Formel 1.
Det samme gør sig gældende for Stroll og Latifi, mener Christian Danner: "Nicholas Latifi blev sidste år nr. 2 i Formel 2, Stroll vandt Formel 3 suverænt i 2016. Det er gode racerkørere."
"Når alt kommer til alt er næsten alle kørere i Formel 1 betalende kørere,“ påpeger Danner: "Sebastian Vettel blev sponsoreret længe før, han kom til Red Bull, og Hamilton blev hjulpet finansielt af McLaren i sine gokart-dage. De har måske ikke haft en far, der var multimillionær i ryggen, men de har haft store selskaber, der har hjulpet dem frem og betalt for dem.”
Williams duoen i 2020. George Russell til venstre og Nicholas latifi til højre
Copyright Williams F1
Danner peger på Williams som et eksempel: Latifi er F2-viceverdensmester, og kommer med en masse millioner fra sin far. George Russell har vundet stort set alt i både GP3 og F2 og regnes for at være en kommende F1-stjerne, men han har heller ikke udelukkende fået sædet pga. sine præstationer.
"Latifi har pengene med, det er klart, men George Russell betales af Mercedes. Og da Williams kører med en Mercedes-motor, har Williams også en økonomisk fordel, f.eks. rabat på køb af motorer."
Derfor mener Danner, at begrebet ”betalende kører” ikke altid kan ses så sort-hvidt, som man som F1-purist måske gerne vil.
Et eksempel er Lando Norris: Det er nok de færreste, der vil betegne Lando Norris som en betalende kører. Den 20-årige brite er dog også søn af en mangemillionær.
Italiens Grand Prix 2019. McLarens Lando Norris
Copyright McLaren
Men Norris har præsteret godt: Han vandt Formel 4 og Formel 3, og han blev nr. 2 i Formel 2 i sin første sæson. Takket være hans gode præstationer fokuserer man ikke så meget på hans velhavende familie.
Så derfor mener Danner, at det fortsat vil være præstationerne på banen, der kommer til at tælle. Og hvis de ikke er i orden, er der ingen kære mor – eller rig far…