• Forside

Williams præsenterer ny testkører

Da jeg modtog Williams pressemeddelelse var det første, der slog mig, at der var sket en skrivefejl i filnavnet. Der stod KN og mig bekendt burde der have stået NK for Narain Karthekeyan. Men jeg så ikke forkert.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 8/11 2006 klokken 15:11

I dag har Williams holdet præsenteret deres nye testkører. Forkortelsen KN står for Kazuki Nakajima og netop efternavnet Nakajima vil mange Formel 1 interesserede tænke over, men den er god nok.

Kazuki Nakajima er den gamle japanske Formel 1 kører Satoru Nakajimas søn. Satoru Nakajima deltog i Formel 1 fra midten af 80’er til starten af 90’erne og kørte blandt andet på hold med Ayrton Senna, Nelson Piquet og Jean Alesi.

Kazuki Nakajima er 21 år. Han startede med at køre gokart i 1996, og blev i 1998 Suzuka Formula ICA kart mester. Kazuki kom under Toyotas vinger. I 2003 vandt han Formula Toyota mesterskabet i Japan og han skiftede i 2004 til det japanske F3 mesterskab, hvor han blev nummer fem. Han blev vicemester i den japanske F3 serie i 2005. Efter to år i japansk F3 blev Kazuki sendt til Europa, hvor han i år har deltaget i Euro F3 serien mod Sebastian Vettel og Paul di Resta. Det blev til en 7. plads i år.

I dag kan Kazuki Nakajima så skrive Formel 1 testkører på hans c.v. Han vandt over kørere som Timo Glock, der i en periode så ud til at være kandidat til testkørersædet hos Wiliams. Kazuki Nakajima har blandt andet prøvet den simulator, som danske Nicolas Kiesa prøvede i pre-sæsonen og en GP2 test har hjulpet til med at sikre sædet.

Kazuki Nakajima præsenteres som ny Williams testkører

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at Toyota har presset på for at få en japaner i teamet. Uden chance for japanske kørere hos fabriksholdet Toyota har det været muligt at få Kazuki valgt hos Williams. Imponerende når man tænker på, hvor svært det er at få indflydelse på noget hos Williams, men en reduktion i motorudgifterne har nok hjulpet på vej.

Sir Frank Williams sagde ved præsentationen af Kazuki, at

”Kazuki har demonstreret hans potentiale gennem gokarts og junior formel serier. Efter at have vurderet hans potentiale i bilen og hans opfattelse af det, så tror vi han har det, der skal til for at avancere til Formel 1 i en testkørerrolle.”

Kazuki Nakajima siger om hans nye rolle, at

”For alle med en interesse indenfor motorsport, så er Formel 1 det ultimative mål og jeg er stolt over at Williams, en af seniorne indenfor sporten og et team, der lever for at køre race har givet mig denne store chance. Jeg ser frem til at hjælpe så meget som jeg kan med teamets skift til Toyota power i 2007. Det er en stor ære at være den TDP (Toyota Development Programme) kører, der kommer i Formel 1.”
Yoshiaki Kinoshita, Direktøren for Toyotas Motorsport Division siger
”Vi er meget glade for at Williams har valgt en af vores kørere fra Toyota Young Drivers Program som deres officielle testkøre. Det er en stor mulighed for Kazuki og vi håber Kazuki kan bidrage til Williams testprogrammet og deres kamp tilbage i mesterskabet.”

Man kan ikke undlade at føle lidt med Narain Karthekeyan. Endnu engang overses han. Det er dog ikke svært at se potentialet i en japansk kører, oplært af Toyota kombineret med Formel 1’s tilbagevenden til den Toyota ejede Fuji bane.