• Forside

Drømmen brast for Bourdais

Vi har alle hørt, at det er umådeligt svært at få en fod indenfor i det gode selskab. Og selvom man har vundet tre titler i træk, er det ikke sikkert, at der venter et sæde i Formel 1.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: (@bmf1.dk) d. 15/11 2006 klokken 21:11

Han er 27 år, født og opvokset i Le Mans og er bogstaveligt talt opflasket med motorsport. Siden starten af sin professionelle karriere, har Sebastien Bourdais vundet 23 gange i kun 59 løb.

Franskmanden har vundet rookie-titlen i Champ Car, og siden hen titler i henholdsvis det franske F3, F3000 og Champ Car. Alligevel ser det ikke ud til, at han nogensinde kommer til Formel 1.

"Det er da frustrerende, men der er masser af talenter derude, der aldrig kommer ind i F1", siger den populære kører til franske L´Equipe, og fortsætter: "Man kan sige det ikke er fair, men det er F1, og det er aldrig fair," slutter han.

Det var måske en Red Bull racer som denne, Sebastien Bourdais håbede at havne i til 2007

Det menes, at Bourdais havde haft samtaler med forskellige teams i Formel 1 om eventuelt en rolle som testpilot, men da der ikke kunne gives nogen garantier, ville han ikke opgive sit sæde i Newman/Haas-teamet.

Nu ser den 27-årige franskmand sig om efter andre udfordringer. Rygtet vil vide, at Bourdais gerne vil fortsætte i Champ Car World Series, men måske krydre det lidt med en Le Mans sejr.

Og netop en sejr på hjemmebane for franskmanden vil ikke, rent tidsmæssigt, være umulig.

Den 75. udgave af det klassiske løb, afholdes nemlig midt mellem de 2 løb i henholdsvis Portland og Cleveland, og både Peugeot og Pescarolo Sport skulle efter sigende have talt med Bourdais om et eventuelt sæde til 2007-udgaven af Le Mans.