Formel 1-organisationen og fansene har det også svært i disse Corona-tider. Den sociale distancering medfører, at racerkørerne og teamenes personel ikke må være tæt på hinanden. Derfor har F1 været nødsaget til at tænke ud af boksen.
Det er nu fem måneder siden, at Formel 1-fans sidst fik et rigtigt motorsports-fix, ved sæsonafslutningen i Abu Dhabi.
Selvom Esport-løb aldrig er helt det samme som de rigtige løb, så giver det alligevel god underholdning for seere og kørere, med masser af action og rigtige F1-stjerner bag rattet.
I aften skal der køres fjerde omgang af den virtuelle F1-serie. Traditionen tro skulle kørerne have kørt løbet fra den oprindelige løbskalender. Men da Circuit Zandvoort ikke optræder på spilplatformen der benyttes (F1 2019), så har fansene haft mulighed for at stemme om, hvilken bane der skal køres på i stedet.
Valget faldt på Brasiliens Autódromo José Carlos Pace. Banen fik over 50% af de mere end 40.000 stemmer fra afstemningen.
Aftenens løb bliver også spændende set med danske øjne. Christian Lundgaard skal nemlig give den gas for Renault, sammen med rally-legenden Petter Solberg.
Alexander Albon
Copyright BMF1
Alexander Albon trækker i Red Bull-dragten sammen med cricket-spiller Ben Stokes. Haas fortsætter med racerkørerne Pietro Fittipaldi og Louis Deletraz, og AlphaTauri får æren af cricket-spilleren Stuart Broad og A.C. Milan-kaptajn Alessio Romagnoli.
Derudover ser vi også nuværende F1-stjerner køre, så som Charles Leclerc, Antonio Giovinazzi, George Russell og Nicholas Latifi.
“Vi er glade for at byde velkommen til flere stjerner udenfor F1-verdenen, til at supplere vores stærke kørerfelt indenfor F1- og motorsport, og bruge denne mulighed til at oprette forbindelse til andre sportsgrene, mens vi alle står sammen, for at kunne give fansene noget at juble over gennem disse svære tider” siger Head of Digital Business Initiatives and Esports, Julian Tan.
Arrangementet starter i aften kl. 19.00 dansk tid, og starter med kvalifikation, efterfulgt af et løb på 28 omgange. Arrangementet forventes at vare 1,5 time.
Løbet kan streames live (og gratis) på F1’s officielle YouTube, Twitch, Weibo og Facebook-kanaler.
Sebastian Vettel og Charles Leclerc i Mexico.
Copyright Ferrari Media