Toto Wolff vil ikke være at finde i Mercedes’ Formel 1 team næste år. Det beretter det tyske medie „Auto Bild motorsport“ og ”F1-Insider.com.”
Meldingerne går på, at Toto Wolff allerede før sæsonen for alvor begynder vil offentliggøre, at han træder tilbage som teamchef for Mercedes.
Desuden er Mercedes-koncernen ved at planlægge en større omstrukturering af Formel 1-teamet.
For nyligt antydede Wolff, at det ikke var sikkert, at han ville fortsætte som Mercedes-teamchef. I et interview med den østrigske kanal ORF den 16. maj udtalte han: „Det drejer sig ikke om, hvorvidt jeg nu forlænger min kontrakt som teamchef, men om hvordan vi fortsætter med det fælles firma [Mercedes]. Og det diskuterer vi i øjeblikket.“
Andre rygter går på, at Wolff kan være på vej ind i Mercedes-koncernens bestyrelse for at overtage Niki Laudas plads. I dette tilfælde ville han beholde de 30 procent, som han ejer i det firma, som står bag Mercedes AMG Formel 1-teamet.
Mercedes fejrer mesterskab nr. seks, ved at de ansatte fremviser samtlige seks biler og motorer, der har gjort det hele muligt.
Copyright Mercedes AMG
De resterende 70 procent ejes af Daimler AG, og dem har man eventuelt tænkt sig at sælge. Koncernchefen hos Mercedes Ola Källenius har internt i virksomheden fortalt, at man ikke kan fortsætte med Formel 1-programmet i dets nuværende form.
Dermed formodes det, at teamet sælges og at Mercedes kun vil fortsætte med at producere motorer til Formel 1.
Men måske kunne vi få Toto Wolff at se hos Aston Martin næste år. Hvem ved...
BMF1.dk følger udviklingen.