• Forside

Berger sikker på FIAs godkendelse af STR2

Gerhard Berger tror på, at FIA vil godkende Toro Rossos nye STR2 på trods af den modstand, som idéen om de såkaldte ”kunde biler” har afstedkommet. Og østrigeren har en pointe.

Af: (@bmf1.dk) d. 3/1 2007 klokken 22:01

Der er noget selvmodsigende i enhver personlighed, og det må være det, der gør sig gældende i Gerhard Bergers tilfælde. Den 8. november bekendtgjorde den navnkundige østriger, at Toro Rosso ville konstruere sin egen F1 racer forud for 2007 sæsonen.

Nu, knapt to måneder senere, har piben tilsyneladende fået en anden lyd. Toro Rosso vil i den kommende sæson køre med en racer konstrueret af Red Bull Technologies, som har ingen ringere end Adrian Newey på lønningslisten.

Red Bull Technologies står bemærkelsesværdigt også for konstruktionen af Red Bull Racings F1 racer. Det faktum har fået en del af de øvrige teams til at reagere. De henholder sig til, at det ifølge Concorde aftalen ikke er lovligt at forsyne andre teams med de så kaldte ”kunde biler”.

Problemet er dog, at det ikke er Red Bull Racing, som leverer en F1 racer til Toro Rosso, men derimod Red Bull Technologies. Red Bull Technologies er et selvstændigt firma, som i princippet står uden for Formel 1 serien. Red Bull Technologies har derfor som en selvfølge ikke skrevet under på Concorde aftalen.

Det er derfor tvivlsomt om de øvrige teams, med Colin Kolles fra Spyker teamets i spidsen, vil få medhold i en evt. retssag. Gerhard Berger er da også fortrøstningsfuld.

Gerhard Berger siger til ”Autosport”: "Alle teams tolker selvfølgelig FIAs reglersæt gennem egne briller, men vi er sikre på, at FIA vil godkende vores bil. STR2 bliver konstrueret af Red Bull Technologies og Toro Rosso vil eje alle rettigheder til denne bil."

Der er ikke tvivl om, at sagen er kontroversiel, og det bliver spændende at se hvor sagen ender. Det er nok mest sandsynligt at sagen ender med et forlig, for rent juridisk står de øvrige teams noget svagt.

På den anden side er det klart, at Red Bull benytter et hul i regelsættet, og det vil næppe gavne hverken Red Bull eller Toro Rosso på længere sigt.