• Forside

Nürburgring opkalder sving efter Schumacher

Tysklands hæderkronede bane Nürburgring bekræfter nu, at man vil hædre den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher ved at omdøbe en af banens kurver efter ham. ’Dåben’ vil finde sted op til Tysklands Grand Prix i juli.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 25/3 2007 klokken 20:03

Det er normalt, at berømte personer får opkaldt gader, stræder og pladser efter sig, og nu tilkommer denne ære Tysklands syvdobbelte verdensmester i Formel 1, Michael Schumacher.

Nürburgrings ledelse indrømmer nu, at det er blevet besluttet at opkalde et af banens sving efter den nyligt pensionerede ex-verdensmester.

Der bliver tale om den hurtige venstrekurve, som bilerne rammer lige efter ’Dunlop’, og som leder ind til det ligeså hurtige højresving (sving 10). Svinget vil fremover bære navnet ’Schumacher S’ kurven.

Nürburgring. Den hurtige venstrekurve efter Dunlop kommer til at hedde 'Schumacher S'.

”Det er korrekt,” bekræfter Nürburgrings direktør Walter Kafitz til Køln avisen ’Express’. ”Michael kommer til Grand Prixet i juli og vil ved den lejlighed afsløre ’Schumacher S’.”

"Schumacher er den største kører i tysk motorsportshistorie. Vi fandt det bydende nødvendigt at gøre noget prestigefyldt, for at hædre ham," slutter Kafitz.

Michael Schumacher på Nurburgring i 2006, hvor han vandt løbet foran Fernando Alonso i Renault.

Selv udtaler Schumacher: "Jeg er meget stolt over denne ære de vil vise mig."

Inden selve løbet vil tyskeren køre en enkelt æresomgang på den bane, hvor han vandt i 1995 og efterfølgende i 2000, 2001, 2004 og 2006.

I år køres Tysklands Grand Prix på Nürburgring efter at en aftale med den anden tyske F1-bane, Hockenheim, kom på plads. Aftalen indebærer, at de to baner fremover skiftes om at være vært for Tysklands Grand Prix.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.