• Forside

Spændinger hos BMW

Det kan godt være, at Hans-Joachim Stuck og mange andre ønsker, at BMW forlænger deres kontrakt med Nick Heidfeld, men Robert Kubica kunne godt lyde som om, at han gerne så en anden kører end Nick være hans partner.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/4 2007 klokken 11:04

Sidste år beklagede Nick Heidfeld sig over, at Robert Kubica løb med opmærksomheden i teamet efter den flotte debut i Ungarn. Hypen fortsatte over vinteren, men det er Nick Heidfeld der er kommet bedst fra start i år.

Der er dog store spændinger imellem kørerne. Det er aldrig blevet bekræftet, men i pre-sæsonens store Bahrain test forlød det, at Nick Heidfeld var kommet i håndgemæng med fredags- og testkøreren Sebastian Vettel.

Robert Kubica var ude og mane det lidt til jorden, men nogen officiel melding fra BMW fik vi aldrig.

Robert Kubica havde en flot debut på Hungaroring sidste år

For 1½ uge siden blussede spændingerne op igen. Denne gang mellem Nick Heidfeld og Robert Kubica, da de ramte hinanden i starten af det malaysiske Grand Prix. Nick Heidfeld skulle have udtalt, at Robert Kubica havde undskyldt for sammenstødet, men så har Nick vist misforstået noget.

”Hvad skulle jeg have undskyldt for? Det er tydeligt Nick har misforstået mine ord.”

Ordene er givet til den schweiziske avis ’Blick’ under Bahrains Grand Prix. De bliver bakket op af Robert Kubicas manager Daniele Morelli.

”Der er intet at undskylde. Nick smækkede døren på Robert og de havde kontakt.”

Men ikke kun Nick Heidfeld får et skud fra boven. Det får BMW også. Robert beskylder BMW for at have lavet fejltagelser under kvalifikationen med at få ham på banen på det rigtige tidspunkt.

“Giv mig en holdbar bil og jeg skal levere resultaterne. I Malaysia var jeg den eneste der var tæt på McLaren og Ferraris pace indtil kvalifikationen, hvor problemerne begyndte.”

Nick Heidfeld og Robert Kubica inden de ramte hinanden i Malaysia

Interne spændinger kan være godt i et team. To kørere som presser hinanden kan være meget givtigt for et team. To kørere som modarbejder hinanden kan til gengæld være mere skadeligt. Det føles som om man kan trække paralleller til Jenson Buttons debut hos Williams i 2000.

Dengang kom det tyve-årige drengebarn i Formel 1 under så meget hype, at selv store boybands ikke kunne måle sig med hypen. Nu skal drengebarn ikke misforstås, men år 2000 blev et rigtig godt år for Jenson Button, der uden tvivl havde fået lov at fortsætte hos teamet, hvis ikke lige det var på grund af Juan Pablo Montoya allerede havde kontrakt med Williams for 2001 sæsonen.

Det ser idyllisk ud, men billedet skulle gemme over interne spændinger hos BMW

Derfor blev Jenson Button lejet ud til Benetton, og så kom modgangen. Benettons B201 var på ingen måde en vinderbil, og det var i de to år hos Benetton/Renault, at Jenson Button begyndte udviklingen fra dreng til mand.

På samme måde oplevede Robert Kubica den store hype oven på de flotte løb i 2006 kulminerende med podieplaceringen på Monza. I år har Robert Kubica så den modgang, som ramte Jenson Button, og det er nu den polske kører skal vise, at han kan klare medgang såvel som modgang.

Ellers kunne det godt ende med både en kontraktforlængelse til Nick Heidfeld og en forfremmelse til løbskører for Sebastian Vettel i 2008.