• Forside

Bliver McLaren ekskluderet?

Når et cykelhold i Tour d'France bliver taget for at snyde, enten det er en enkelt mand eller hele holdet, risikerer de at ryge helt ud af løbet, frivilligt eller ufrivilligt. Spørgsmålet er, om det også gælder i Formel 1.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 10/8 2007 klokken 09:08

Beviserne mod McLaren synes at blive stærkere fra dag til dag. Ferraris præsident Luca de Montezemolo udtalte forleden, at han er overbevist om, at han har en sag og at han vil blive ved, indtil McLaren bliver dømt.

Det betyder, at hverken Fernando Alonso eller Lewis Hamilton vil kunne være sikre på, såfremt en af dem ender med at vinde verdensmesterskabet, at de dermed får lov til at beholde titlen.
Men hvad værre er, så er dette starten på en skandale, der vil ryste sporten totalt.

Luca Montezemolo og Jean Todt er sikre på, at de har en sag mod McLaren

Der er mange muligheder for, at McLaren kan blive dømt skyldige og alligevel slippe for straf. Det afhænger udelukkende af, i hvilket omfang de bliver dømt for at have brugt fortroligt materiale, hvis de altså bliver dømt. Vi skal huske, at der er ingen der er skyldige, før det er bevist. Heller ikke i Formel 1.

Vi ved dog med sikkerhed, da det er bekræftet af Ron Dennis 1.) at de har modtaget de hemmelige dokumenter og 2.) at de har kikket i dem 3.) at de ikke har valgt at bekendtgøre overfor Ferrari at de havde dem og 4.) at de brugte information til at få Ferrari dømt til at droppe deres fleksible bund.

At Ferraris bund var ulovlig, har intet med denne sag at gøre og kan på ingen måde retfærdiggøre McLarens snagen i Ferraris dokumenter.

Så når Luca de Montezemolo siger, at Ferrari har en god sag, en sag han kender langt mere til i dybden end vi sandsynligvis nogensinde kommer til, så er det nok ikke helt løgn.

En ting er, at holdene tager billeder af de andres tiltag og forsøger at efterligne dem, en anden er at kikke tekniske tegninger igennem, som nøjagtigt beskriver alle bilens komponenter.

Det ser ikke lovende ud for McLaren, men vi kan også være forvissede om, at vi ikke vil få en afgørelse på denne spionsag indenfor den nærmeste tid.

Bliver McLaren dømt, kan jeg ikke se anden udvej end, at de går hen og bliver et stort kapitel i historiebogen: Permanent udelukkelse fra Formel 1 sporten. Men nu skal appelretssagen lige i gang først!

Det er ikke let at være Ron Dennis for tiden. Spionagesagen her og kampen mellem de to piloter, Fernando Alonso og Lewis Hamilton. Men det er vel derfor, at han får en så høj løn.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER