• Forside

A1GP bekræfter Ferrari aftale

Som vi har skrevet to gange tidligere, var Ferrari i snak med arrangørerne af A1GP serien omkring levering af motorer og udvikling af chassis til de kommende sæsoner af A1GP serien. Dette er nu blevet bekræftet.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/10 2007 klokken 13:10

Efter at Stefano Domenicali blev set ved en tidligere A1 GP test på Silverstone har rygterne svirret om et kommende samarbejde mellem den stejlende hingst og arrangørerne af A1GP serien.

Fra og med 1. januar 2008 bliver Ferrari den nye motorleverandør af motorer til A1 Grand Prix serien. Leveringen skal dog først ske efter den nuværende, netop startede sæson er afviklet. Ferrari vil levere motorer under sloganet 'Powered by Ferrari'.

Det er dog ikke kun motorer, som Ferrari skal levere. Italienerne skal også være konsulenter på det nye A1 GP chassis, som skal benyttes af alle teams, når sæsonen 2008/2009 begynder formodentlig sidst i september 2008. Dallara leverer chassiset, men får konsulentbistand af Ferrari.

De to ting alene burde være nok til at hæve niveauet et godt stykke over det nuværende.

Aftalen mellem Ferrari og A1 Grand Prix gælder for seks år, og det indebærer at den kommende supportklasse, A2, også skal køre med Ferrari motorer.

Nico Hulkenberg i en A1 GP racer sidste sæson

Tony Teixeira, som er en af bagmændene bag A1 Grand Prix siger i den officielle pressemeddelelse.

”At blive partner med en verdensklasseorganisation som Ferrari vil officielt placere A1GP som en af de mest betydningsfulde motorsportsserier i verden.”

”Ferrari vil give vores brand en stor værdivækst og i vores øjne findes der ikke nogen bedre partner til at videreudvikle serien.”

Uofficielt siger rygterne, at årets vinder af A1GP serien fra Ferraris indtog i 2008/2009 sæsonen vil få tilbudt en Formel 1 test hos Ferrari. Men det er som sagt kun et rygte.