• Forside

2.4L V8 frem til 2018

På dagens møde i WMSC blev det besluttet, at fastholde den motorfrysning man påbegyndte i starten af 2007 og lade den gælde yderligere 10 år frem i tiden. Dog med den undtagelse, at man efter fem år kan stemme om en ændring.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 24/10 2007 klokken 16:10

I går skrev vi, at diskussionerne mellem FIA og de deltagende motorfabrikanter i Formel 1 var gået i hårdknude. Nu har knuden løst sig selv ved, at FIA i dag har besluttet at forlænge den nuværende motorfrysning, så den gælder til år 2018.

Tilmed er motorfrysningen endnu mere permanent end den nuværende, hvor motorfabrikanterne har haft muligheden for at udvikle en lille smule i konstruktionen. Fra år 2008 er motoren standard. Det vil give billigere motorer fordi udviklingsarbejdet vil blive formindsket kraftigt.

Ferrari er det eneste team, der i 2008 og 2009 har tilladelse til at levere motorer til to ekstra team

Omvendt vil det nok også betyde massive fyringer og omstruktureringer hos de nuværende motorfabrikanter, der ikke længere kan forsvare at have en masse medarbejdere gående rundt og lave ingenting.

Vi så sidste år hvad det betød for Cosworth, der har måtte afskedige størstedelen af deres medarbejdere i Formel 1 programmet. Det samme kan ske for de nuværende fabrikanter.

Ved enstemmig vedtagelse kan man i år 2013 ændre på motorformlen, men først med indførelse tidligst år 2015.

Dermed kan vi se frem til stilstand på motorområdet de næste mange år. Nu bliver fokus rettet mod resten af pakken for kan man ikke hente tid på motoren, så må den hentes på chassiset.