• Forside

Damon Hill angriber FIA og de brasilianske officials

Damon Hill, som vi senest har set sende en bredside af sted mod Max Mosley for hans kommentarer omkring den tredobbelte verdensmester Jackie Stewart, er nu igen ude efter FIA og deres officials.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 24/10 2007 klokken 17:10

Til den engelske radiostation Radio 5 Live, har verdensmesteren fra 1996 Damon Hill, givet udtryk for sin manglende forståelse over frifindelsen af de to teams Williams og BMW Sauber, for deres manglende brændstofkontrol.

”Regler er regler. FIA har fundet flere teams, der har brudt reglementet. Hvis det havde været noget McLaren havde lavet i løbet af sæsonen, tror I så FIA ville have insisteret på, at bilerne havde været legale? Jeg mener at den sidste tid har de (FIA) været parat til at jagte McLaren for enhver fejl de har lavet denne sæson.”

”Det er svært at se hvor kontinuiteten findes, fordi hvis man går tilbage til starten af sæsonen, så var McLarens argument at Ferrari vandt det første løb ved at bruge et apparat, som senere blev erklæret ulovligt af FIA. De fjernede det, men lod resultatet stå ved magt. Det er ikke rart at se denne appel, men der er så meget på spil og FIA bliver nødt til at finde en måde, hvor de kan bevare kontinuiten.”

Damon Hill, her som sejrsherre i Australien 1996 skælder FIA ud.

”Jeg kan forstå hvordan et par graders temperaturforskel kan blive opfattet som en smådetalje, som ikke gør den store forskel, men vi taler om meget små marginaler i Formel 1. Man bliver nødt til at trække en linie hvor man enten befinder sig på den ene eller den anden side.”

”Man kan se, at der ikke er nogen tvivl om, at der er en regel for Ferrari og en anden for alle andre.”

En af grundene til temperaturforskellen skulle ligge i, at nogle teams har fået forkerte oplysninger. FIA annoncerede temperaturen til at være 37 grader, mens det normale vejrmålingsinstitut havde opgivet temperaturen til 33 grader. De fire grader som var det højeste udslag.