Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 16/11 2007 klokken 18:11
Det er nu en kendsgerning, at Formel 1-historiens første indiske Grand Prix er på plads. Løbet skydes i gang i 2010 og afholdes tæt ved hovedstaden New Delhi.
Aftalen er kommet i stand efter forhandlinger imellem ’JPSK Sports Private Ltd’, som er et privat selskab under ’Jaiprakash Associates Limited’ koncernen.
En af de drivende kræfter bag projektet er finansmanden Michael Taub, der har arbejdet på sagen i næsten ti år sammen med Sunder Mulchandani. Dermed får Formel 1 en yderst kraftig eksponering overfor mere end 1 mia. indere.
Bernie Ecclestone udtaler: ”Indien har altid været kendt for sin kærlighed til cricket, men tallene viser, at interessen for F1 er stærkt stigende.”
”Nu, med Vijay Mallaya’s Force India team og nyheden om Karun Chandhoks mulighed for at køre i F1 (testsæde hos Red Bull, red.), vil offentliggørelsen af et kommende Grand Prix i Indien få interessen til at eksplodere og dermed konkurrere med den traditionelle sport,” slutter Ecclestone.