• Forside

Stopper Kimi i 2009?

Kimi Raikkonen har til den spanske avis ´La Marca´ udtalt, at han ikke regner med at køre for flere teams end Ferrari, når han beslutter sig for at trække sig tilbage fra Formel 1. Noget der passer meget godt til udtalelser fra Ferrari om, at de ikke ser nogen grund til at Kimi skulle skifte team.

Kimi Räikkönen vinder det brasilianske Gp og verdensmesterskabet 2007 . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/1 2008 klokken 09:01

Kimi Raikkonen har kontrakt med Ferrari indtil udgangen af 2009 sæsonen. Udtalelser til en spansk avis indikerer, at det kan blive på dette tidspunkt Kimi Raikkonen slutter hans aktive Formel 1 karriere. Måske senere.

Til ´La Marca´ udtalte Kimi Raikkonen

”Jeg ser ingen grund til at forlade dette team. Jeg har to år tilbage af min kontrakt, men uanset hvad der sker så tror jeg, at dette bliver mit sidste team.”

Stopper Kimi i Formel 1 når hans nuværende Formel 1 kontrakt udløber med Ferrari?

”Når jeg afslutter min kontrakt med Ferrari, så vil jeg være 30 år gammel, og det vil være på tide at finde ud af om jeg skal fortsætte eller stoppe.”

´La Marca´ spurgte Kimi, hvad han så vil lave.

”Jeg har ingen ide om det. I øjeblikket er jeg her, og jeg har ingen intentioner om at ændre på dette.”

”En ting er dog sikkert. En dag vil jeg føle et behov for at lave noget andet. Jeg vil måske køre et par rallyløb eller noget andet – Jeg ved det ikke. Jeg vil gøre det jeg har lyst til. Sådan da.”

Mon ikke en check med en masse cifre kan få Kimi Raikkonen til at beslutte sig allerede efter denne sæson om, hvad fremtiden byder. Ellers må man sige, at Kimi Raikkonen i starten af hans karriere udtalte, at han ikke forventede at blive gammel i Formel 1.