• Forside

Australske arrangører foreslår kompromis

Bernie Ecclestone har fortalt arrangørerne af det australske Grand Prix, at medmindre løbene fra år 2010 vil blive kørt under kunstig belysning, så kan de glemme alt om en kontraktforlængelse. Noget som arrangørerne med Ron Walker i spidsen indtil videre har afvist.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/3 2008 klokken 09:03

Hvis arrangørerne af det australske Grand Prix ønsker at få fornyet deres kontrakt med Bernie Ecclestone og FOA, så bliver de nødt til at investere i store kunstige lysanlæg, så de europæiske seere kan følge med til normal tid. Men det ønsker arrangørerne umiddelbart ikke.

Det australske Grand Prix markedsføres som en familieevent. Det er det ikke, hvis løbet først køres sent om aftenen.

Det australske Grand Prix er altid blevet markedsført som værende en Grand Prix weekend for hele familien. Med et starttidspunkt på måske klokken 23 lokal tid, så er det ikke længere en familieweekend, men et løb kun for entusiasterne.

Indtil videre er der blevet snakket frem og tilbage mellem arrangørerne og Bernie Ecclestone, men igen i sidste uge har Mr. Ecclestone været ude og rasle med sablen. Normalt er forberedelserne til det australske Grand Prix præget af miljøorganisationer, som demonstrerer mod det miljøsvineri Formel 1 på den ene side er.

Om tre år skal løbet køres under kunstig belysning siger Bernie Ecclestone igen.

Som det er nu, så afvikles det australske Grand Prix klokken 15.30 lokal tid, hvilket giver et europæisk sendetidspunkt klokken 5.30. En af de nærmeste dage vil Ron Walker foreslå et kompromis, som medfører at man ikke skal ud og investere i store lysanlæg til flercifrede millionbeløb.

Allerede fra år 2009 tilbyder Ron Walker at afvikle løbet klokken 17 lokal tid. Det giver et europæisk sendetidspunkt klokken 7.00 og tilgodeser dermed Europa. Et forslag som kan gennemføres uden de store omkostninger.

”Alt dette kan opnås uden ekstra omkostninger.”, siger Ron Walker.

Ron Walker håber den victorianske regering vil gå ind og hjælpe, selv om de lægger pres på Ron Walker for at få stabiliseret omkostningerne ved det årlige Grand Prix.