Forleden kunne vi referere, at Kimi Räikkönen, til nogle venner, havde udtrykt, at det ikke er morsomt at deltage i alle aspekter af Formel 1-cirkusset, og at han derfor overvejede at trække sig tilbage efter udløbet af kontrakten med Ferrari i 2009.
Udtalelserne skabte en del overskrifter, og ved pressekonferencen i forbindelse med weekendens Grand Prix i Montréal, har finnen valgt at give sin version af historien. Og den er, at han stadig ikke har besluttet definitivt, hvad han vil gøre efter næste sæson.
”Disse rygter har cirkuleret i flere år,” udtaler den 28-årige finne. ”Jeg har altid sagt, at jeg har en kontrakt til udgangen af næste år.”
Kimi Räikkönen. Her fra Shanghai, 2007.
”Jeg har ikke besluttet, om jeg fortsætter eller ej. Dette er den seneste kontrakt jeg har, og vi må se hvad der sker efter dette år eller næste.”
”Jeg vil ikke stoppe, hvis jeg føler, at jeg vil savne det bagefter. Jeg vil helt sikkert finde på noget andet at lave, og måske vil jeg nyde det meget mere,” fortsætter Räikkönen. ”Jeg ved ikke hvad der sker efter næste år. Jeg har ikke gjort det op med mig selv endnu.”
”Hvem ved? Måske beslutter jeg mig i år,” tilføjer finnen.
”Jeg vil fortsætte så længe jeg synes, at der er det rette for mig. Det kunne være i fire år, men det er for tidligt at udtale sig om nu.”
Pressekonferencer er ikke lige Kimi Räikkönens yndlingsbeskæftigelse. Her er det fra Melbourne, 2007
For enhver som har fulgt Formel 1 igennem de seneste år, står det klart, at hypen omkring F1 og PR-arbejdet ikke just er Räikkönens yndlingsbeskæftigelse. Finnen er en indadvendt persontype, der foretrækker, at lade sine kørerevner tale for sig, men med store sponsorer som økonomiske donorer, er kørerevner ikke tilstrækkeligt.
”Jeg kan lide at køre race, men alt det andet omkring Formel 1 er ikke det bedste jeg ved,” siger han. ”Alle i F1 er her fordi de elsker race og at køre, men når der er alt for mange ting, som du ikke nyder, eller for mange ting, som du ikke ønsker, så er det tid at forsvinde.”