• Forside

Hamilton sur over straf

Lewis Hamilton er stærkt utilfreds med sin straf efter søndagens påkørsel af Kimi Räikkönen i pitudkørslen under Canadas Grand Prix. Uretfærdigt, mener han, da han jo ikke ønskede at ramme nogen.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/6 2008 klokken 23:06

En 10 pladsers degradering på startgridden til Frankrigs Grand Prix om halvanden uge er alt for hård en straf, mener McLaren-køreren Lewis Hamilton ifølge BBC.

Degraderingen skyldes, at Hamilton tilsyneladende var så stærkt optaget af at checke et eller andet interessant i bilens cockpit, at han overså det røde stoplys og derfor torpederede Ferraris Kimi Räikkönen, som holdt ved stoplinien ved siden af løbets senere vinder, Robert Kubica i BMW Sauber.

“Jeg starter 10 pladser længere bagude til næste løb. Det er en smule for hårdt. Det var jo ikke min mening at ødelægge nogens løb,” udtaler Hamilton.

Sekunderne inden braget ved pitudkørslen. Forrest Hamilton, derefter Kubica og Räikkönen.

Reglen med det røde stoplys i pitudkørslen, der førte til påkørslen, har briten ikke høje tanker om.

“Reglen er skør. Vi er midt i løbet. Hvordan kan man sætte et rødt lys for enden af pit-udkørslen? Men sådan er reglerne, og det accepterer jeg,” lover Hamilton til næste gang.

Reglen er indført for at undgå kollisioner ude på banen efter pitstop i forbindelse med safety car-perioder og de uundgåeligt hektiske udkørsler.

McLarens direktør, Martin Whitmarsh, har udtalt, at man advarede Hamilton, men måske skulle have gjort det lidt tidligere. Han synes, som sin kører, at straffen er lidt i overkanten og har derfor ikke bebrejdet ham fadæsen.

Til alle os andre er der kun at sige, at det nu er bevist, at man hverken skal lede efter askebæger eller CD’ere under kørslen. Det ender simpelthen galt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER