• Forside

Farvel Silverstone, Velkommen Donington

Klokken 11.43 engelsk tid blev det bekræftet på Donington Parks hjemmeside. Donington Park overtager det britiske Grand Prix fra Silverstone fra år 2010. En noget overraskede beslutning for mange, men en sikring af det britiske Grand Prix frem til år 2019.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 4/7 2008 klokken 15:07

Efter 17 års fravær vil Donington Park igen være at finde i Formel 1 kalenderen. Denne gang for bestandigt, da Donington Park har sikret sig rettighederne til at afvikle det britiske Grand Prix fra år 2010. Dermed får Bernie Ecclestone endelig flyttet Grand Prixet fra Silverstone til en anden bane.

Ejerne af Donington Park Simon Gillett og Lee Gill siger.

”Vi er naturligvis lettede og ekstremt stolte over at have sikret os rettighederne til at bringe Formel 1 tilbage til Donington Park fra 2010. I begyndelsen af sidste år da vi købte banen og dets landområder, gjorde vi det klart at vi ville arbejde mod en realisering af det fulde potentiale i parken ved at foretage de nødvendige investeringer i nuværende og kommende events, der vil få Donington genoplivet til dens position som en af denne verdens mest ikoniske racerbaner.”

Investorer vil nu bruge 100 mio. pund over de næste fem år på udbedringer af bane og området, så banen kan blive Englands førende racerbane.

Det sidste Grand Prix, der blev afviklet var regnvejrsløbet i 1993, der af mange regnes som Ayrton Sennas bedste løb.