• Forside

Hockenheim test sidste dag – Toyota nu med hajfinne

På den sidste testdag på Hockenheim sad Felipe Massa i den hurtigste bil. Hans Ferrari kørte som den eneste en omgangstid under 75 sekunder. Toyota testede i dag deres udgave af den efterhånden velkendte hajfinne.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/7 2008 klokken 21:07

De første to dage stod der Lewis Hamilton og McLaren øverst på resultatlisten. I dag stod der Felipe Massa og Ferrari. Heikki Kovalainen overtog MP 4-23 raceren fra Lewis Hamilton og kørte sig ind på plads 3. Alle hold testede ny aerodynamik, og Toyota kørte i dag med deres version af hajfinnen.

Felipe Massa var glad efter dagens test.

”Det var en god dags arbejde. Vi kørte en masse kilometre og jeg må sige, at bilen var velbalanceret. Det kan kun betyde, at vi også burde være konkurrencedygtige på banen, hvilket også er tydeligt for vores rivaler.”

Toyota nu med hajfinne

Jenson Button testede nye aerodynamiske stumper på Honda RA108 raceren, hvilket åbenbart virkede godt på Hondaen. En andenplads var absolut godkendt for Honda. Giancarlo Fisichella sad bag rattet på Force India raceren, men han kunne ikke følge op på Adrian Sutils tider fra tirsdag og onsdag.

I stedet lykkedes det Fisichella at køre galt i Sachskurve og smadre bilen, så mekanikerne først fik bilen klar med en halv time af testen tilbage.

Giancarlo Fisichella under testen på Hockenheim

Tiderne fra testen stammer fra Autosport.

Plads Kører Team Tid Antal omg.
1. Felipe Massa Ferrari F2008 1:14.989 109
2. Jenson Button Honda RA108 1:15.081 121
3. Heikki Kovalainen McLaren-Mercedes MP 4-23 1:15.289 123
4. Mark Webber Red Bull-Renault RB4 1:15.378 118
5. Sebastian Vettel Toro Rosso-Ferrari STR3 1:15.556 115
6. Fernando Alonso Renault R28 1:15.593 119
7. Kazuki Nakajima Williams-Toyota FW30 1:15.759 118
8. Robert Kubica BMW-Sauber F1.08 1:15.869 107
9. Jarno Trulli Toyota TF108 1:16.065 129
10. Giancarlo Fisichella Force India-Ferrari VJM-01 1:16.113 74