• Forside

Monza test dag 1 – Massa hurtigst

På den første officielle testdag på Monza var det med en gammel Ferrari kending i front. Felipe Massa kørte dagens hurtigste tid, men han blev godt presset af Heikki Kovalainen fra McLaren. De første fem lå indenfor et halvt sekund.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 27/8 2008 klokken 21:08

Det bedste man kan opleve på Monza er en Ferrari i front, og derfor må det glæde de mange tifosi, at Felipe Massa kørte dagens hurtigste tid. Det tegner lovende forud for det italienske Grand Prix om to ugers tid. Specielt fordi Felipe Massa kørte længere stints og ikke gik efter den direkte hurtige omgang.

Heikki Kovalainen testede low-downforce opsætninger for McLaren med fokus rettet på bremserne. Nico Rosberg overraskede med tredjebedste tid, men forklaringen på den hurtige tid ligger nok i banen. Monza er den eneste rigtige low-downforcebane i Formel 1, og derfor køres der med færre vinger. Således skal vi nok forvente, at der ryger nogle vinger på bilerne til løbet om et par uger.

Sebastian Vettel havde stadig fart i sin Toro Rosso-racer. Er det Ferrari-motoren eller chassiset, der gør forskellen i forhold til søsterholdet Red Bull Racing? Imellem Red Bull-bilerne placerede Rubens Barrichello sig med sin Honda-racer, men Ross Brawn har normalt altid været god til at designe biler, der klarede sig godt på hurtige baner.

Nick Heidfeld har i dag fået besked fra BMW om at han skal oppe sig, hvis han vil blive i teamet efter denne sæson. Det forklarer dog ikke hans syvendebedste tid for Nick Heidfeld testede i dag opsætninger både til Monza, men også til Spa-Francorchamps-banen, som både ligner og er væsentlig anderledes Monza-banens layout.

Vitantonio Liuzzi her ved en tidligere test på Barcelona slog både Toyota og Renault på dagens test på Monza.

Ferrari-motor eller ej! Vitantonio Liuzzi kørte dagens ottendebedste tid, hvilket er overraskende fordi han kørte hurtigere end både Jarno Trulli i Toyota og Nelson Piquet Jr i Renault.

Tiderne fra dagens test er leveret af McLaren.
Plads Kører Team Tid Antal omg.
1. Felipe Massa Ferrari F2008 1m23.428 101
2. Heikki Kovalainen McLaren Mercedes MP 4-23 1m23.439 78
3. Nico Rosberg Williams Toyota FW30 1m23.461 61
4. Sebastian Vettel Scuderia Toro Rosso STR3 1m23.691 99
5. Rubens Barrichello Honda RA108 1m23.827 85
6. Mark Webber Red Bull Racing RB4 1m24.005 96
7. Nick Heidfeld BMW Sauber F1.08 1m24.075 77
8. Vitantonio Liuzzi Force India VJM-01 1m24.239 99
9. Jarno Trulli Toyota TF108 1m24.510 92
10. Nelson Piquet Renault R28 1m24.540 117

Testen fortsætter på Monza torsdag og fredag.