”Det er nok så svært i øjeblikket, men jeg vil klart være der (læs: hos Williams) også i næste sæson”, fortæller Rosberg til den tyske avis ”Bild”.
Det har været meget op og ned for Williams og Rosberg i år, og det har nok været en mere nedad end opadgående formkurve. I Ungarn, for 2 løb siden, blev det til en utilfredsstillende 14. plads, men i det seneste løb, og turene rundt på havnen i Valencia, blev det til en god og acceptabel 8. plads og ét godt point til mesterskaberne.
Nico Rosberg fejrer sin første podieplacering i karrieren. Melbourne 2008
En del F1-medier undrer sig over, at Rosberg bliver ved med at rose Williams-teamet, og gentagne gange slår fast, at - nu kommer der snart en forbedring af Williams-racerens performance, som så jævnligt vil kunne blande sig i kampen om podieplaceringerne. Især når han citeres for at sige følgende: ”Jeg er ekstremt ambitiøs. 13. og 15. pladser er slet ikke interessante for mig.”
Det er dog resultater som det, han nu på 3. sæson, ofte kører hjem hos Williams.
Rosberg må have en medfødt evne til at se det på det positive, og fokusere på de gode resultater, det trods alt er blevet til hos Williams. ”Teamet har givet mig en god bil i år, og til især 3 gadeløb, og i det ene blev det endda til en podieplads”, fortæller Rosberg.
Det var i sæsonens første løb, hvor Rosberg fik kørt sig til en imponerende 3. plads på stærk kørsel, hvilket naturligt nok gav høje forventninger for sæsonen. Var det nu - i 2008 at Rosberg skulle få sit helt store gennembrud, og svaret bliver jo højeste sandsynlig nej - efter 2/3-dele af sæsonen er kørt.
Alligevel ytrer Rosberg nu et ønske om at blive under teamejer Frank Williams beskyttende vinger i hans team for endnu en sæson.