• Forside

McLaren blev afvist

Mandag kom McLarens appel af Lewis Hamiltons straf fra det belgiske Grand Prix for FIA appelretten i Paris. Tirsdag eftermiddag blev appellen afvist. McLaren er skuffede, men VM er nu mere spændende end nogensinde.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 23/9 2008 klokken 19:09

Hvis FIA ville af med deres rygte om, at et vist hold blev favoriseret i forhold til de andre, så var det ikke i dag det skete. Tirsdag afviste den internationale appelret McLarens appel om, at de 25 sekunders tidsstraf fra det belgiske Grand Prix skulle afvises.

Det skete efter, at man mandag havde brugt flere timer på at diskutere hvorvidt appellen overhovedet kunne komme for retten. McLaren fremlagde deres beviser for, hvorfor denne sag overhovedet skulle tages op igen og inddrog i deres bevisførelse en sag fra sidste års japanske Grand Prix, hvor Vitantonio Liuzzi efter løbets afslutning blev tildelt en 25-sekunders tidsstraf for at have overhalet Adrian Sutil under gult flag.

Altså en gennemkørselsstraf magen til den Lewis Hamilton blev tildelt efter løbet i Belgien.

Lewis Hamilton fik ikke sin sejr igen

Stridskernen var altså lagt, og McLaren følte, at de havde en god sag. Den blev hertil eftermiddag afvist med en henvisning til artikel 152 i det sportslige reglement (International Sporting Code), der foreskriver, at gennemkørselsstraffe ikke kan appelleres.

I det afsluttende skrift, der blandt andet kan læses på autosport, slås det fast at Lewis Hamilton rigtig nok gav pladsen tilbage til Kimi Raïkkönen, men slet ikke med den afstand, som han burde have gjort.

Dermed er der nu kun et point imellem Lewis Hamilton i front for McLaren-Mercedes og Felipe Massa for Ferrari. Et drømmescenarie for Formel 1, men samtidigt et yderst ømt scenarie for de mange, der kun kan se FIA som Ferrarirøde.

For godt nok lod Lewis Hamilton sig ikke falde tilpas nok tilbage efter Kimi Raikkonen, men på den anden side mener McLaren, at de handlede i god tro ved at få bekræftet to på hinanden følgende gange af FIA’s tekniske chef Charlie Whiting, at han (Charlie Whiting) mente, at Lewis Hamilton havde gjort det, som var nødvendigt af ham.

Martin Whitmarch, CEO hos McLaren var med Lewis Hamilton i FIA appelretten i Paris.

Den kenyanske løbssteward Surinder Thathi udtalte til de lokale medier i Kenya efter det belgiske Grand Prix, men inden det italienske Grand Prix.

”Den britiske presse hader mig, men jeg kan gå ind i en hver italiensk restautant – Italienerne elsker mig.”

Og til Reuters udtalte Surinder Thathi, at

”Vi havde muligheden for at uddele en tidsstraf eller 10 gridplaceringers straf i det næste Grand Prix. Vi valgte det første og uddelte en tidsstraf på 25 sekunder. Jeg ved, at jeg ikke er en populær person i storbritannien, men da gjorde jeg bare mit arbejde og jeg ved, at jeg handlede professionelt.”

Udtalelser, som naturligvis virker provokerende på McLaren og holdets tilhængere.

Selv om McLaren fik afvist deres appel, så valgte McLarens advokat Mark Philips at give sin mening til udtryk ovenpå en henvisning til Vitantonio Liuzzi-dommen fra det japanske Grand Prix. Dengang blev der udsendt en email, som under denne appelret kom frem, at den var en fejl.

Felipe Massa vinker farvel til Hamiltons forspring

Mark Philips valgte at afslutte med denne kommentar.

"Jeg har set emailen og jeg er meget overrasket over dens indhold. Kort sagt så er den meget ukorrekt og misvisende."

"Reflektering når man kommer til at tænke på den måde visse medlemmer af FIA opfører sig på. Jeg vil ikke sige mere."