• Forside

Japansk GP på Fuji fra 2007

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 14/3 2006 klokken 19:03

Sæsonen er kun lige startet, og allerede nu falder en af de store nyheder. Bernie Ecclestone har til den japanske avis Yomiuri Shimbun bekræftet, at Fuji Speedway, som ejes og drives af Toyota, overtager det japanske Grand Prix fra 2007.

Dermed bliver dette det sidste år, hvor vi har det japanske Grand Prix på Suzuka i denne omgang. Suzuka banen ejes og drives af Honda, så i denne omgang står det 1-0 til Toyota. Sidst Fuji Speedway blev brugt til Formel 1 var, da det japanske Grand Prix blev afviklet på banen i 1976 og 1977.


Fuji Speedways nye layout.

Fuji Speedway er blevet opgraderet fra det oprindelige hurtige layout til et mere moderne layout. Det er selvfølgelig Hermann Tilke, der stod bag ombygningen af Fuji Speedway.

Banen blev lukket ned i 2003 og sidste år genåbnede banen. Toyota startede 2005 sæsonen med at køre nogle demonstrationsomgange. Ralf Schumacher sad bag rattet ved dette event.


Ralf Schumacher kører opvisningsomgange på den nyåbnede Fuji Speedway.

Fuji Speedway har 20.000 overdækkede tribunepladser og der kan opstilles 100.000 ekstra tribunepladser på banen.

De sidste par år har der ellers været snakket om, at Champcar serien eller Indy Racing League serien skulle afvikle en japansk afdeling. IRL serien kører i forvejen på Motegi banen, som ejes af Honda.


Fuji Speedway set fra oven.

Suzuka bliver betragtet som den japanske Spa-Francorchamps. En favorit blandt mange kørere, og Bernie Ecclestone har da også smidt en livline til Honda og Suzuka.

I 1992 skulle Autopolis banen have afviklet en ekstra afdeling i Japan, og i 1994 og 1995 blev Pacific Grand Prix afviklet på Aida banen.

Suzuka kunne blive Grand Prix of Asia ligesom Nürburgring i øjeblikket fungerer som det Europæiske Grand Prix. Det kræver dog, at kalenderen bliver udvidet med endnu et Grand Prix eller at et af de nuværende baner mister deres Grand Prix.