• Forside

Rubens: Interlagos bliver ikke mit afskedsløb

Når sæsonen går på hæld er der altid nogle kørere, som ikke længere har en fremtid i Formel 1. Enten fordi de ikke er gode nok eller fordi de frivilligt trækker sig tilbage. En af disse er David Coulthard, der stopper som løbskører. En anden er Rubens Barrichello, der måske kører sit sidste løb.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/10 2008 klokken 16:10

Rubens Barrichello kører i næste weekend måske karrierens sidste Formel 1 løb, men sådan ser hjemmebanekøreren ikke selv løbet på Interlagos. For ham er det business as usual, dog på hjemmebane. Det siger Rubens Barrichello til nyhedsbureauet Associated Press.

”Jeg ser det ikke som mit sidste løb. Det er bare endnu et brasiliansk Grand Prix, et som altid er fantastisk på grund af den energi vi får fra fansene.”

Rubens Barrichello fører an i det brasilianske Grand Prix i 2003

For et år siden stod Ralf Schumacher i samme situation som Rubens Barrichello. Dog hed holdet Toyota, og ikke Honda. Ralf var heller ikke sikker på, at hans tid i Formel 1 var omme. Kun et år efter storebror trak sig tilbage som aktiv løbskører var det imidlertid slut for Schumacher-navnet i Formel 1.

Den manglende erkendelse af, at ens muligheder for at blive i Formel 1 er relativt små betød, at Ralf Schumacher aldrig fik et farvelløb. Det samme risikerer Rubens Barrichello for han vil heller ikke bruge det brasilianske Grand Prix til et eventuelt farvel, hvis han ikke skulle få fornyet kontrakten med Honda eller en kontrakt med et andet hold.

Rubens Barrichello fejrer sit rekord løb. 257 starter. Tyrkiet 2008

Hvilket er synd for Rubens Barrichello er den mest erfarne kører i Formel 1, og en flot karriere med flere højdepunkter fortjener et ordentligt farvel. Det kommer ikke til at ske. Selv siger Rubens, at

“Jeg vil ikke køre mit afskedsløb endnu. Jeg behøver ikke tænke over det lige nu. Jeg vil bare prøve at køre et godt løb. Interlagos vil være pakket med fans, som jubler for Felipe og for mig.”

Rubens sidste sejr i Formel 1 kom i det første kinesiske løb i historien.

Vi håber for Rubens, at han har ret. Det vil være ærgerligt ikke at få sagt ordentligt farvel til den lille brasser.

Rubens Barrichello, 2006 Frankrigs Grand Prix