• Forside

Tom Kristensen skriver historie med Jan Magnussen på podiet

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 19/3 2006 klokken 09:03

Nattens Sebring 12 timers løb sluttede for et par timer siden. Denne skribent måtte dog efter en hård nat lige have et par timer på øjet, så mens JWK skriver løbsrapporten til denne morgens Formel 1 løb fra Malaysia, så kigger jeg tilbage på de 12 danske Sebring timer.

For danske kan vi godt kalde dem. Aldrig i løbets historie har danske kørere præget løbet i den grad, og med hele to danske kørere på det samlede podium var det en god nat vi havde.

Det startede ellers lidt problematisk. Tom Kristensens pole position blev vendt til en start i pitten. Et varmeproblem opdaget under morgenens warm up betød, at Audi R10 raceren startede i pitten, da fejlen først blev udbedret, da pitten blev lukket.

Det var derfor den anden Audi, der tog starten. De første par omgange pressede de to Penske Porsche racere på, men så kom der gang i Audien, der trak fra og trak fra. Bagfra kom Rinaldo Cappello, der startede løbet i Toms Audi og kørte sig hurtigt op gennem feltet.


Den nye Audi R10 skrev historie, som den første dieselbil, der vinder Sebring

Audi drama kom tidligt på banen. Den førende Audi spandt rundt i et af banens sidste sving, da han forsøgte at undgå en langsomt kørende Porsche 911. Frank Biela får dog vendt Audien og kommer tilbage igen, men det var med til at reducere afstanden mellem de to Audier der startede i hver sin ende af gridden.

Efter to af de 12 timer var Toms Audi helt i front, og der blev den resten af løbet. Under en safetycar periode måtte mekanikerne dog pille bagkåben af Toms Audi og arbejde. Forspringet var dog på 3 omgange, så da Audien igen kørte på banen var der stadig mere end en omgang ned til nummer to.

Derfra skulle Audi raceren bare cruise de sidste mange timer for at komme i mål, men Sebring er en lumsk bane. Lang og ujævn og altid en kamp for at komme igennem de 12 timer.

Men ingen kunne røre Tom Kristensen og hans dream team. Rinaldo Cappello og Alan McNish udgør det perfekte par. Tom Kristensen og Rinaldo Cappello har været holdkammerater på to vundne Le Mans og to fulde sæsoner i ALMS.

Rinaldo Cappello og Alan McNish har også været holdkammerater i ALMS, og kun Tom og Alan kombinationen har vi ikke set før. 2 mestre og en god kører kan gøre det svært for de andre hold på Le Mans.

>

Jan Magnussens Corvette slog igen Aston-Martin

Nummer to i det samlede reglement og vinder af LMP2 klassen blev Intersport Racing. Her var det tilmed en kvinde, der vandt klassen sammen med sine to medkørere.

Som dansker var det jo dejligt at følge kampen mellem Aston-Martin og Corvette. Den kamp vandt Corvette på trods af at Aston-Martin havde vist de bedste takter. Den hurtigste Aston-Martin satte en del til, da den påkørte en Saleen på banen, mens den anden Aston-Martin med Kiesa bag rattet havde to afkørsler.


Jan Magnussen har nu vundet et løb i alle de år han har deltaget i ALMS

Resultatet af den indbyrdes duel mellem de to mærker var, at Jan Magnussen, Gavin og Beretta tog en ny klassesejr, og tilmed kørte sig hele vejen op til plads 3 i det samlede resultat, så vi havde to danskere på det vigtigste podium.

Plads 4, 5 og 6 blev henholdsvis Aston-Martin, Aston-Martin og den anden Corvette, der de sidste mange omgange virkelig lagde pres på Kiesas bil. Derfor var der også under et sekund mellem plads 5 og 6 da løbet sluttede. Det betød, at Kiesa ender på nederste trin på GT1 podiet, så det var også her en god dag at være dansker.

Den sidste klasse GT2 havde Lars Nielsen til start i en Porsche 911 og Martin Jensen i en BMW M3. Begge kørere udgik, men selve klassen blev en god kamp mellem Panoz Esperante, Porsche 911 GT3 RSR og Ferrari F430 GT Berline.

En rigtig hård kamp med gode overhalinger mellem mærkerne endte efter 320 omgange på Sebring banen med top 3 på samme omgang. Vinder her blev Panoz raceren med den dobbelte ChampCar mester Sebastien Bourdais i kørertrioen.

Et rigtigt spændende løb, der havde en masse dramatik og en masse gode dueller i løbet, og som sluttede med sejre i de to klasser, der også på Le Mans bliver de mest spændende at følge. Kun 19 af de 35 biler gennemførte de 12 timer.

Med Tom Kristensens sejr i dag er han ikke alene den mest vindende kører på Le Mans. Nu er han også den mest vindende kører på Sebring med sine 4 sejre. 3 af disse er kommet med helt nyudviklede biler, og så var sejren i dag den første dieselsejr i sportsvognsracing.


Audi Dream Team

Har du ikke set løbet, så viser Viasat Sport 1 højdepunkter i dag klokken 10.00 og i aften klokken 20.00.

Billederne brugt i denne artikel er alle bragt efter aftale med Autoracing1.com